Indlæg

Selvværd og selvkærlighed

Selvværd er ikke medfødt

Børn fødes ikke med et godt eller dårligt selvværd. Det er en form for bevidsthed der udvikler sig i samspillet med deres nærmest omsorgspersoner forældre/plejeforældre og familie under opvæksten. Især de første 6 år hvor barnet er særligt sensitivt overfor de signaler deres omgivelser sender. Ikke bare det de siger og gør men også deres indre tilstand af uro, smerte, og omsorgsfølelse.

De første to år er afgørende for selvværdet.

I de to første år af vores liv lærer vi gennem vores følelser, om vi i princippet er velkomne eller ej. De erfaringer, som vi gør os med vores primære omsorgspersoner i disse år, lejres derfor dybt i hjernen. Den måde, far og mor omgår os, bliver et blueprint for alle relationer i vores liv. Det er i samspillet med vores forældre, vi lærer, hvad vi kan forvente af os selv og af andre. Hvis forældrene er fraværende fysisk eller psykisk, “lærer vi” at vi dybest set er alene. Der kan vækkes en dyb sorg og følelse af ensomhed.

Den omsorg der drages for spædbarnet og det lille barn foregår på et kropsligt plan. Amning/madning, badning, bleskifte og berøring med at stryge barnet og holde om det.

Berøring er meget vigtigt herunder også øjenkontakt og gennem stemmeføring fra omsorgspersonen erfarer barnet om det er velkommen. Her dannes den basale tillid og eksistensberettigelse, som selvværdet bygger på.

Det er ikke sort hvidt, for ingen forældre-barn relationer har været kun gode eller dårlige. Selv i de bedste familier sker der svigt og krænkelser trods de gode intentioner.

Forældre må nødvendigvis begrænse barnet i dets udfoldelse, som en beskyttelse af det. Især i det andet leveår, hvor det kan gå, begrænses barnet af formaninger og påbud om ikke at ødelægge legetøj og ting der kan gå i stykker, det må ikke lege med maden osv. Barnet oplever altså tit at det ”ikke er ok”. Det handler om tonefaldet og forældrenes tilgængelighed og omsorg generelt. De fleste børn har ofte adgang til indre tilstande, hvor de føler sig værdifulde og ok.

Når den indre tilstand af at være ok fylder mest, vil barnet nære tillid til sig selv og andre. Der dannes fundament for en tryg tilknytning, som giver følelse af tryghed i relationer med andre.

Hvis tilstanden af ikke at være ok fylder mest, vil barnet nære mistillid til sig selv og andre. Tilknytningen bliver utryg.

Det skal nævnes her, at hvis man har været udsat for alvorlig vold og voldtægt som teenager, vil det også påvirke selvværd, stressfølsomhed og tilknytning, uanset den tryghed der er udviklet i tidligt i livet.

Det sunde selvværd

Selvværd handler om den måde, vi opfatter os selv på – altså hvordan vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Det er afgørende for vores psykiske trivsel at føle sig værdifuld for nogen og at føle sig værdig som menneske. Altså værd at elske og holde af. Det er en følelse, der kommer indefra, og altså ikke noget man skal gøre sig fortjent til

Når vi har et sundt selvværd, er vi positive over for os selv og vores liv i bred forstand. Det gør os bedre i stand til at klare livets op- og nedture. Vi tror på os selv, og kan rumme alt hvad vi indeholder uden at fordømme sider af os selv.
Et sundt selvværd er ikke-dømmende overfor sig selv eller andre. Det vil sige, at man kan håndtere et skænderi og en svær følelse uden at miste kontakten med sig selv og sin værdighed.

Vi kan ikke ændre på vores første år i livet, men vi kan lære at forstå os selv og tage bedre omsorg for os selv. Vi kan lære at sætte grænser på en god måde, føle mere selvværd og mindre forkerthed. Vi kan få mere ro i nervesystemet og ændre nogle indgroede overbevisninger om os selv som fx, jeg er en byrde, jeg er til besvær, jeg er ikke værd at elske, jeg kan ikke klare det. Overbevisninger der er dannet, før vi kan huske og derfor styrer fra et dybt indre sted.

Omsorgssvigt

Oplever forældrene sig overbebyrdede med opdragelse af barnet, råber, slår og forsømmer omsorgen ved at ignorere det og undgår fysisk kontakt, så befinder barnet sig i en vanskelig situation. Små børn kan ikke afgøre, om mor eller far er dårlige forældre. Set ud fra barnets perspektiv er forældrene ufejlbarlige. Så hvis far råber eller slår barnet, så tænker det ikke: ”far kan ikke styre sine aggressioner, han skal i terapi”. Barnet forbinder straf med sin egen dårlige opførsel og tilpasser sig de signaler, der bliver sendt. Før barnet tilegner sig sproget kan det jo ikke engang tænke at noget er forkert. Det føler bare straffen og at det har gjort noget som er forkert.

Det sårede indre barn er disponeret for stress i voksenlivet

Neurologiske studier i hjernen viser, at børn som i de første leveår har oplevet meget stress fx i form af utryghed og mangel på kærlighed og omsorg producerer flere stresshormoner end andre. Dermed bliver disse børn mere disponeret for at få stress og PTSD som voksne. De er mere sårbare og reagerer kraftigere på stressorer og er i det hele taget ikke så robuste som mennesker, der har haft en tryg opvækst. Det betyder at de ofte vil kunne relatere til det sårede indre barn.
Også udviklingsårene frem til barnet er omkring 6-7 år præger voksenlivet. Her har selvfølgelig den nærmeste familie, voksne og kammerater i daginstitutioner og skole også stor indflydelse. Til forskel fra de to første år, har vi nu bevidste erindringer om, hvordan vores mor og far behandlede os og hvordan vores relation til dem var i de efterfølgende år.

Signaler på et såret indre barn

Oplevelsen af at føle sig forkert og utilstrækkelig
I tvivl om at være god nok og værd af elske
Føler sig uønsket, malplaceret
Selvbebrejdelser
Føler sig grim, frastødende og ikke tiltrækkende
Gør ting selvom de egentlig ikke ønsker at gøre
Føler sig ensom
Føler sig magtesløs og prisgivet andres ønsker og forventninger
Siger ja, når de mener nej og lader andre overskride sine grænser
Har følelsen af at være stresset og udbrændt
Vil være perfekt indadtil og udadtil
Føler sig hurtigt sårbar og nøgen ved at vise hvem man egentlig er
Uforklarlig vrede, tristhed og depressive tanker

 

 

Social stress

Social stress er også følelsesmæssig stress i dit sociale nervesystem. Det kan opstå, når du har udfordringer i dine personlige og arbejdsmæssige relationer. Eller omvendt kan stress i dit sociale nervesystem skabe udfordringer i dit forhold til andre.

Relationer kan øge og fastholde stress, og de kan nedbringe stress.

Hvis du møder et vredt eller udtryksløst ansigt og passivt eller truende kropssprog, aktiveres dit forsvar, og din krop gør sig klar til kamp/angreb/forsvar, flugt/tilbagetrækning eller frys/lammet. Det er en almindelig reaktion for de fleste mennesker, når de bliver ramt/trigget.

Når du er i kamp-flugt-frys reaktion, er det autonome nervesystem i alarmberedskab. Parader går op og empatien ned. Det sociale nervesystem i vagusnerven sættes ud af spil.

Det betyder, at du ikke føler dig tryg ved at indgå i nære sociale relationer.
Og da du netop har brug for trygge sociale relationer for at bevare ro i dit nervesystem, kan det hurtigt blive et problem.
Hvis vi har følelsen af ikke at blive set og hørt, mister vi følelsen af at eksistere. Vi kan være i tvivl om vores eksistensberettigelse – måske ikke bevidst i tankerne men i vores handlinger og følelse af værdi. Vi gemmer os lidt bag en facade.

Hvad er det sociale nervesystem?

Forståelsen af det sociale nervesystem er udviklet af Stephen Porge i hans polyvagale teori som handler om vagusnervens forbindelse til næsten alle organerne, åndedrættt, hjerterytmen, fordøjelsen, immunforsvaret og det autonome nervesystem.
vagusnerven

Meget kort fortalt udspringer vagusnerven fra kraniekanten og løber ned i siderne af halsen. På sin vej ned igennem kroppen forbinder den sig med de fleste organer.

En af de vigtige funktioner er at den påvirker dit autonome nervesystem ved at sende et signal mod hjertet, som beroliger din hjerterytme og bringer dig ind i en hvil og fordøj tilstand. På den måde bremser vagusnerven stress og angstreaktioner, så du oplever ro i krop og sind.

Vagusnerven regulerer også musklerne i ansigtet. Den har forbindelse til musklerne i den øverste del af ansigtet, som gør ansigtsmimik mulig, og som gør det muligt at skabe øjenkontakt med andre.
Den regulerer bl.a. også musklerne i halsen, som styrer stemmen og vejrtrækningen og bevirker, at du bliver i stand til at veksle i tonelejet mellem kraftfuld og blid, vred og venlig.

Den har også forbindelse fra øjenlåget til musklerne i mellemøret som kan stramme trommehinden på en måde, der gør det muligt for dig at lytte bedre, når du samtidigt ser på en anden.

Dette, med andre mindre detaljer, kaldes det sociale nervesystem.

Meningen med det sociale nervesystem

Disse funktioner gør det muligt for os, at dels føle os trygge sammen med andre og dels at forstå andres signaler og gøre os selv forståelige overfor andre samt at tage vare på os selv. Vi kan også se det, hos vores kæledyr (pattedyr med en følehjerne) og deres reaktioner på vores ansigtsmimik, tonefald og kropssprog. Der er en direkte sammenhæng mellem dit nervesystem og de signaler, du modtager og sender, samt din følelse af tryghed i fællesskaber.

Når du ikke føler dig tryg, har du svært ved at være helt dig selv og forbinde dig med andre. Du beskytter måske dig selv fx ved at holde lav profil, og måske gøre dig selv bedre eller dårligere end du er. Du kan være meget iagttagende og forsøge at regne ud, hvad andre tænker og om dig, og hvad de forventer af dig. Måske du har udviklet en pleaser. Eller du kan have svært ved at begå dig og mismatcher andre i gruppen, så du ikke bliver forstået, set og anerkendt.

Vi har brug for at blive set og anerkendt af andre.

Hvis ikke man bliver set, så bliver man ifølge filosoffen Axel Honneth usynlig: ”At nægte personer anerkendelse for deres evner og betydning i fællesskabet, beskadiger følelsen af at have social betydning inden for et konkret fællesskab. Når vi føler os usynlige og dermed ubetydelige i andres øjne, skader det selvværd, engagement og indsats.” Vi føler os ikke trygge nok til, at vi forbinder os med de andre.  Om anerkendelse

Når muligheden for forbundethed fejler, får vi stress i nervesystemet.

Dette bevirker til en følelse af ensomhed, også selvom vi ikke er alene. En form for indre ensomhed og oplevelse af mangel på mening i livet. Følelse af ensomhed er smertefuldt og kan føre til sundhedsmæssige og mentale helbredsproblemer. Dette inkluderer nedsat immunforsvar, hjertelidelse og depression. Alle er problemer relateret til det autonome nervesystem.
Når vi føler os ensomme tilskynder det os nogle gange til at række ud. Samtidig er vi på vagt overfor mulige trusler (risiko for afvisning, kritik, nedværdigelse) med et øget kortisolniveau og aktivering af det sympatiske nervesystem. En ensom person føler sig ikke bare ulykkelig men også utryg.

Da social stress er et ubemærket og dog omfattende problem, er det vigtigt at være opmærksom på signalerne.

Signalerne ligner andre stressformer men her er nogle konkrete at se efter:
  • Indre følelse af ensomhed der fører til opgivenhed eller fyldes ud med at konstant at være i høj aktivitet mentalt og fysisk.
  • Følelse af utryghed i bestemte fællesskaber eller generelt i forhold til mennesker.
  • Problemer med at indgå i nære relationer og tilknytning til andre.
  • Problemer med at forpligte dig i et parforhold.
  • Du lukker ned for at mærke følelserne især de negative.
    Du har ofte svært ved at søge hjælp og støtte hos andre.
  • Oplevelse af ikke at høre rigtigt til i familie- job- interessefællesskaber og vennekreds – føle sig udenfor.
Men det virker kun, hvis du føler dig tryg.

For at det sociale nervesystem og din evne til at interagere med andre skal virke optimalt, så er det nødvendigt, at du føler dig tryg. Det gælder uanset, om du befinder dig på arbejdspladsen, i dit hjem eller hvor du nu færdes.
Dit nervesystem tjekker ca. hvert ¼ sekund. om du føler dig tryg – og det er ikke den rationelle oplevelse af tryghed men en indre følelse af tryghed.
Hvis du ikke føler dig tryg, sættes der stressreaktioner i gang i din krop.

Hvis dette foregår over længere tid fx i den tidlige barndom ved fysisk og følelsesmæssigt omsorgssvigt, tabet af din mor eller hospitalsindlæggelse uden forældre, samt dybere traumatiske tilstande, hvor man er i overhængende fare eller føler sig i overhængende fare, så fryser vagusnervens kommunikation fast.

En fastfrossen vagusnerve fungerer ikke som bremse for stress, og det får på sigt følgevirkninger for regulering af åndedrættet, hjerterytme, fordøjelse og andre vitale funktioner. Samt vores følelse af tryghed i relationer.

Mavefornemmelsen for om noget er trygt eller farligt er forstyrret. Dette kan bringe os ud i farefulde situationer, eller skabe en stærk undgåelsesmekanisme. Vi mærker ikke vores grænser, eller de sidder helt tæt på huden, så mennesker bliver holdt på afstand.

Gensidigt samspil er hjertet i positive relationer, samarbejde, venskaber, børn og intime partnere.
Hvis det af forskellige årsager ikke lykkedes at skabe denne trygge forbindelse i barndommen, mærker vi dette tab i voksenlivets relationer.
Vi bliver udfordret i relationerne og kan opleve vanskeligheder med følelsesmæssig nærhed, konflikthåndtering, selvværd, gensidighed og grænsesætning kan virke udflydende eller kontant.

Mennesker er sociale væsner.

Typisk har vi et grundlæggende behov og ønske om at opretholde positive sociale relationer. Vi er nedarvede sociale væsener og det er vores natur at samles og indgå i relationer/forhold til hinanden. Fra det første øjeblik hvor vi vender os mod vores mors ansigt og til enden af livet har vi en vedvarende behov for at være i et afstemt forhold, hvor vi føler os set og mødt.

Det er vores natur at samles og indgå i relationer/forhold til hinanden. Fra det første øjeblik, hvor vi vender os mod vores mors ansigt og til enden af livet, har vi et vedvarende behov for at være i et forhold, hvor vi føler os set og mødt og dermed trygge.

Når du opfanger et imødekommende kropssprog, et venligt blik eller en venlig stemme, så kvitterer dit nervesystem ved at give dig ro i kroppen, og du får automatisk selv lyst til at være imødekommende og social. I modsat fald

Når vi føler os trygge og sikre slapper vi af og forbinder os med hinanden gennem nervesystemet. Det er den følelse, der leder til forbundethed. Som når Emil fra Lønneberg siger til Alfred ”Vi to Alfred” og Alfred svarer ”vi to Emil”.

5 punkter til at genoprette din personlige evne til indre ro og hjertekontakt (forbundethed)

For at det sociale nervesystem, og altså dit samspil med andre, skal virke optimalt, så er det nødvendigt, at du føler dig tryg. Det gælder uanset, om du befinder dig på arbejdspladsen, i dit hjem eller hvor du nu færdes.

1. Dyb og langsom vejrtrækning

Når du trækker vejret dybt ned i maven, sænker du aktiviteten i det sympatiske nervesystem (cortisol og motivation til aktivitet). Samtidig øges det parasympatiske nervesystem (tryghed, indre ro, nærvær, social kohærens og vagusnerven).

Dyb vejrtrækning kan fremmes på forskellige måder fx meditation på dyb vejrtrækning, dyrke yoga eller Tai chi, som også har fokus på dyb vejrtrækning. En effektiv vejrtrækningsøvelse er at tage nogle rolige og dybe vejrtrækninger med en blød og bevægelig mave og en afspændende ahhh-lyd på udåndingen.

Bare 5 dybe åndedrag ned i maven med en afslappet mave og fuld opmærksomhed forandrer din tilstand i nuet. Det kan hjælpe dig til at falde i søvn, få ro i tankerne, fremme fordøjelsen, skabe overblik, være kreativ.

2. Tryghed

Du skal føle dig tryg, hvis dit sociale nervesystem skal fungere. Ikke bare, hvad du rationelt set synes er trygge omgivelser, men hvad din krop og dine sanser opfatter som trygge. Læg evt. mærke til kropssproget og tonen i folks stemmer og ikke selve ordene, når du er sammen med dem.

På din arbejdsplads betyder det, at der skal være et godt og trygt arbejdsmiljø. Ikke kun som en god intention men i virkeligheden, som det kommer til udtryk i den måde, du og dine kolleger omgås på til daglig, og hvordan I løser opgaver og konflikter. Det er vigtigt at skabe et trygt socialt rum på din arbejdsplads – en eller flere kolleger, du har god og tryg kontakt til. Og husk at du selv er en del af relationen, så gør hvad du kan for at bringe tryghed ind i relationen og miljøet ved selv at være oprigtigt venlig og rolig.

3. Berøring og massage og nær kontakt til andre mennesker

Berøring, kram og massage – som du vel at mærke oplever som behageligt – beroliger nervesystemet. Produktion af glædeshormonerne oxytocin og serotonin øges. De giver velvære og reducerer mængden af stresshormonet kortisol i det sympatiske nervesystem. Hvis du er sammen med en anden, som har ro i kroppen, vil det automatisk smitte af på dit nervesystem.
Berøring, kram og massage sker i helt nær kontakt med et andet menneske, og denne form for nærhed gør dig tryg og åbner for det sociale nervesystem. Det kan være ganske almindelig berøring og tæt kontakt de mennesker, du omgiver dig med til daglig. Det kan også være massage hos en massør eller andre former for kropsbehandling eller kropsterapi.
Ved “tæt kontakt” skal forstås alle former for kontakt – også øjenkontakt og følelsesmæssig kontakt.

4. Mindful self-compassion.

Her gør du en bevidst indsats for at forbinde dig med dig selv på en kærlig og omsorgsfuld måde. Du taler venligt til dig selv og sender dig selv varme og god energi. Lige som du har en relation til andre mennesker, og de relationer påvirker dit sociale nervesystem, så har du også en relation til dig selv, og måden du kommunikerer med dig selv på, har en direkte effekt på dit nervesystem. Samtidig virker det tryghedsskabende for andre.

5. Lyde, sang og musik.

Høresansen er den sans, der udvikles først hos os mennesker, og derfor er den en god kommunikationslinje til de ikke-sproglige dele af dig. Naturens lyde er beroligende – lyden af regn, træers blade, der rasler og fuglefløjt. Når du opholder dig i naturen, kan du opleve dig forbundet med noget større end dig selv, og alle sanser stimuleres, hvilket bidrager til at være i nuet – i kroppen.
Musikken kan være musik, der beroliger dig eller frisk og energisk musik, der giver dig god og positiv energi. Fællessang forstærker effekten af ro og tryghed i nervesystemet.