Har dit barn en diagnose eller er der mistanke om diagnose, oplever I sikkert en hel del frustration i familien
Børn med diagnose og deres forældre kan få hjælp af mindfulness og Theraplay.

Theraplay er en relationsbaseret legeterapi, der er udviklet til at skabe tilknytning, tryghed, selvregulering, selvværd og tillid samt glæde og engagement. Der findes et stort erfaringsmateriale om theraplay* som støtter børn med diagnose og særlige behov samt som metode til familieterapi. Barnet rustes til at kunne begå sig i mere aldersvarende sammenhænge i dagtilbud og skole, barn og barn imellem samt tæt tilknytning mellem barn og forældre. Theraplay er primært rettet mod børn i halvanden til tolv-årsalderen.

Mindfulness er en metode til dig som forælder at komme i god kontakt med dig selv og reducere stress. Mindfulness har også vist positiv effekt på depression og angst, som kan følge i kølvandet på for lang tids overbelastning.

Hvordan kan Theraplay hjælpe børn og forældre?

At være forældre til et barn med autisme eller ADHD i en eller anden grad og form kan være en stor stressmæssig belastning. Er du ramt af stress, føler du afmagt eller udmattelse, kræver det en ekstra indsats at møde et barn i affekt uden selv at gå i affekt.

Mindfulness kan være et redskab til at du kan rumme barnets reaktioner og bevare ro og venlighed i samværet med det.

Mindfulness kan medvirke til at forbedre nattesøvn, sænke hverdagsstress og følelser af afmagt eller af ikke at slå til. Samtidig kan mindfulness have en positiv indflydelse på din kontakt med barnet og på dig selv, når følelsen af forbundethed er svær at etablere.

Barnet kan også få stress. For barnet kan en kombination af leg (Theraplay) med forældre, visualisering og eventuelt nogle vejrtrækningsøvelser medvirke til at reducere stress og kunne berolige sig selv.

Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om rådgivning med mindfulness og/eller Therapaly 22800538 eller skriv til kontakt@krestinehartmann.dk

Din relation med barnet er afgørende for dets udvikling

Er du frustreret, vred eller fortravlet kan det være svært, at møde barnet med venlighed og medfølelse, når det skriger, kaster med ting og på andre måder reagerer ude af sig selv. Kan du mærke, at du ikke er i stand til at møde barnet med venlig medfølelse i situationen, så prøv at lege dig ud af det. Du kan trække dig tilbage, før det eskalerer eller hvis muligt give stafetten til en anden. Det er en måde at tage omsorg for både dig selv og barnet. Det kan være svært at acceptere, når man ikke kan komme i kontakt med barnet. Nogle gange er det bedste du kan gøre, at finde accept på at du kan ikke få lov til at hjælpe lige nu. Eller nu har du gjort dit bedste, og du må gøre, hvad der skal til, selvom barnet protesterer.

Husk, at barnet gør ikke, hvad det gør, for at genere dig. Barnet reagerer på en umiddelbar følelse, og hvis følelsen forstærkes af din reaktion, er det stadig følelsen, det reagerer på. Du kan bedst hjælpe barnet ved selv at være en klippefast støtte til at berolige barnet – hvilket sjældent er at tale det til rette. Ofte kan børn med diagnose og børn som er ude af sig selv netop ikke forstå meningen i en dialog. De finder bedst ligevægt gennem beroligende eller opmuntrende tonefald og nogle gange kropskontakt andre gange støtte til at bruge et redskab, det har lært i “fredstid”og som I har brugt sammen. For eksempel at trække vejret ned i maven eller tænke på noget rart med forslag til, hvad det kan være. Et tilbud om en gulerod, en bolle eller noget andet barnet holder af, kan også virke beroligende for mindre børn, alt efter hvor langt det er eskaleret. Prøv dig frem, og bliv klogere på hvad der virker.

En stor del frustration kan forebygges med fast tilrettelagte legestunder, der vækker sanser og glæde, eller en fælles aktivitet omkring husholdningen samt at ligge sammen på gulvet mens I lytter til musik med naturlyde. Disse aktiviteter skaber ro i jer begge to og styrker jeres relation. Begge dele har effekt langt ud over den enkelte legestund.

Diagnose, genetik og miljø

For børn med diagnose viser der sig ofte at være nogle genetiske udviklingsproblemer. Generne repræsenterer de muligheder, barnet har for at udvikle sig. Den genetiske udrustning kan gøre barnet mere eller mindre modtagelig for miljøpåvirkninger. Det vil sige, at barnet ikke responderer normalt på stimuli og følger ikke en naturlig social læringskurve. Samtidig viser nyere hjerneforskning, at selvom barnet har en medfødt risiko for at udvikle bestemte adfærdstræk, har man mulighed for at påvirke dem. Barnets personlighed udvikles af både den genetiske arv og det sociale miljø barnet vokser op i.

Man kan ikke ændre generne, men man kan støtte barnet i at indgå i sociale relationer og forstå andre menneskers tanker og handlinger. Når du bevidst skaber situationer, der styrker nærheden mellem dig og dit barn (tilknytning), hjælper du barnet til at modnes kropsligt, følelsesmæssigt og mentalt. Du hjælper dit sårbare barn til at føle sig trygt, elsket og værdifuldt.

Gennem jeres fællesskab skal barnet lære at regulere sig selv op og ned i gear, at regulere sine følelser, udsætte behov og føle empati, så det kan begå sig i andre fællesskaber. Det er Theraplay udviklet til og kan bruges både i familien og i legegrupper med andre. Med dette, kan barnet lære at begå sig i skolen og senere på en arbejdsplads i samfundet.

Historien om Jonas

Et forældrepar kom og bad om hjælp til drengen Jonas på 5½ år. De ventede på en psykologisk udredning om, hvad der lå bag Jonas adfærd. Forældrene var udmattede. Mor var stresset og far kunne ikke rigtig se sig sig ud af det. Det var svært at se lyset.
Jonas havde tendens til at tænke sort eller hvidt og kunne ikke se tingene fra andres side. Hans oplevelse af en situation var virkeligheden, og i den optik fandtes ikke andre muligheder. Som regel er opfattelsen af situationen, at den enten er god eller dårlig. Det betød at den var god, hvis det er til hans fordel og dårlig, hvis det ikke var til hans fordel.

Jonas gav udtryk for utryghed i børnehaven, hvis han ikke havde en voksen, han kendte, tæt på sig. For eksempel spurgte han ofte, hvad der skulle ske om lidt, og hvem han skulle være sammen med. Desuden var han overbevist om, at de andre børn i børnehaven ville bekæmpe ham, så han var nødt til at være på vagt og kæmpe for sin ret. Der havde været gjort forsøg på at knytte Jonas til nogle kammerater, men han kunne kun lege med andre børn, sammen med en voksen. Jonas kunne ikke se en situation fra flere sider og oplevede det uretfærdigt, hvis han ikke fik ret. Hvis et barn græd, når han ramte det med cyklen, og de voksne sagde, at den lille blev bange og ked af det, smilede han og kørte videre. Han forstod tydeligvis ikke, hvordan han skulle reagere.

Forældrene brugte udtrykket at “han klatrede på væggene” og fyldte enormt meget fysisk og verbalt med krav om konstant opmærksomhed hjemme. Jonas skiftede meget i humør og havde brug for at have kontakt med en af forældrene hele tiden. Det var svært at få fuld opmærksomhed og tale ham til rette. Jonas havde været længe om at tale og han vendte stadig om på ordene. Samtidig var Jonas også en kærlig dreng med stort behov for kram og kropskontakt. God leg med cykler og tumleleg vækkede latter.

Beskrivelsen af Jonas viste, at han tydeligvis reagerede stresset på børnehaven. Desuden vækkede den tanker om autisme spektrum forstyrrelse (ASF). En tanke der senere blev bekræftet af den psykologiske udredning. Jonas reaktioner viste tydeligt tegn på stress og en undgående tilknytning. Han viste utryghed, og havde behov for støtte til at udvikle empati og evne til at regulere sig fysisk og følelsesmæssigt. Han higede efter tæt fysisk voksenkontakt.

Tilknytning skabes gennem at knytte tætte bånd. Tætte bånd kan knyttes med leg, omsorg og struktur, der giver barnet tryghed, engagement og lydhørhed over for barnets signaler. Det kan være svært at knytte tætte bånd til børn med diagnose som fx ASF, men legen kan vække det potentiale af tilknytnig, barnet er i stand

Forældrene fik tilbud om rådgivning

Først og fremmest fik de hjælp til at etablere en positiv kontakt med Jonas. Der skulle skabes nogle glade stunder i form af korte møder, hvor man gør noget, der plejer at vække glæde og nærhed. Forældrene fik redskaber til at stoppe en leg eller adfærd, så snart den blev negativ; uden at trække det for langt ud, skælde ud eller komme med forklaringer. De lærer at tage lederskab for samværet på en måde, der samtidig inkluderer Jonas. For eksempel med at ændre en leg, der er på vej til at blive negativ, til en leg de ved han holder af. Måske skal den bruges som afslutning eller lede til afslutning af aktiviteten på en god måde. Forældre skal være opmærksomme på, hvor længe deres barn kan klare tæt kontakt og krav om aktiv deltagelse. Ved at læse hans signaler, kan man se, når han bliver træt eller presset, og man kan komme negativ adfærd i forkøbet.

De fik:

Øvelser til indre ro og overskud til dels at finde indre fred og slippe noget af den bekymring, frustration, opgivelse og vrede der havde hobet sig op i dem hver især og dels til at møde Jonas på den måde, han har brug for det.
Samtaler om hvordan de kan støtte Jonas med mere omsorg, struktur, engagement og passende udfordringer gennem leg. De får metoder til at berolige Jonas og sig selv, når han er ude af sig selv samt følelsesmæssig afstemning og selvregulering.
Lege-møder hvor Jonas og den ene forælder deltager sammen. Her viser jeg, hvordan forældrene kan aflæse Jonas signaler – om kontakten skal være mere eller mindre fysisk, om han er træt, bange, utryg, stresset eller bare usikker. De lærer at etablere en god verbal og følelsesmæssig kontakt, og vi leger nogle lege, der kan modne Jonas kropsligt og følelsesmæssigt. Lege til omsorg for Jonas, lege til tryghed og struktur og lege til selvregulering. Forældrene lærer, hvordan de kan engagere Jonas, få en tættere kontakt med ham og møde hans protester eller forsøg på at overtage kontrol med legen eller forældrene. Læs mere om konkret rådgivning: forældrenærvær

Sanser og over- eller understimulering

Børn med autisme kan være meget sensitive overfor alle former for sansepåvirkninger. Det kan være lyde, følelsen af tøj mod huden, fodtøj, lugte, smag og farve på mad, berøring på huden. De kan reagere stærkt på at spilde vand på tøjet, fornemmelsen af kartofler i munden. Lyset kan blive for skarpt, og nogle kan kun spise eller drikke af bestemte kopper/tallerkner.

Denne opremsning gælder ikke kun børn med diagnose. Når jeg bringer det ind her, er det fordi, denne følsomhed (som børn uden autisme eller andre diagnoser også kan have) kan medvirke til, at nogle børn meget tidligt i livet kan blive over- eller understimuleret i forældrenes naturlige iver efter at skabe kontakt med deres baby.

De kilder dem på maven, krammer dem, kaster dem op i vejret og meget andet, som man gør med sit barn. Babyen kan ikke sige til sin far, at jeg ikke kan lide at blive kastet højt op i luften, eller til mor at jeg vil godt kildes mere forsigtigt. Det kan heller ikke sige, at du skal kramme mere hårdt, eller mere blødt. Som babyer kan de ikke udtrykke eller vise, at de har et anderledes behov for mere eller mindre stimuli end de fleste babyer. Ofte vil deres reaktion derfor blive neutral eller afvisende. Måske græde eller blive anspændt.

Når barnet ikke responderer positivt på forældres kontakt og stimulation, trækker man sig naturligt. Forældre ønsker det bedste for barnet og forsøger at respektere det. Så får barnet ikke den nødvendige kontakt og stimulation. Barnet kan på en gang ”skrige” på kropskontakt og være hyperaktiv og samtidig være autist og have stress eller angst.
Ved at lege og tumle fysisk med barnet, så det får kropskontakt, kan du få mere tydelig respons. Derigennem kan du fornemme, hvad dit barn responderer positivt på, og hvad det trækker sig væk fra. Forældrene må bruge deres sanser og intuition til på en gang at følge barnet og sætte kursen.

Om legens effekt på hjernens udvikling

Barnets hele hjerne udvikles gennem bevægelse, kropskontakt, følelsesmæssig nærhed og sociale relationer. Dette lægger fundamentet for, at barnet kan udvikle eksekutive funktioner i neocortex, som at tænke logisk og fremadrettet, finde løsninger på problemer, tage beslutninger og gennemføre valg.

Legene i Theraplay er udviklet netop til, at hver del af hjernen (hjernestammen (krop og nervesystem), pattedyrhjernen (emotioner og relationer) og neocortex) udvikles trinvist så den kan udnyttes optimalt.

Leg har en modnende effekt på barnets følelser som afspejler sig i dets adfærd. Det har ikke effekt at forsøge at forklare et barn, hvordan det skal opføre sig, når hjernen ikke er modnet til at indgå i dialog. Barnet lukker af, når man forsøger at tale det til rette eller kommer med lange forklaringer på, hvorfor det ikke må noget eller skal noget andet.
Hjernen kan modnes gennem lege tilpasset barnets temperament. I eksemplet med Jonas har han ikke brug for vilde lege med hans heftige temperament. Han har behov for lege der dæmper ham ned, giver ham omsorg og kontakt til sig selv gennem berøring og rolige 1-1 eller forældre – barn lege. Legene tilpasses hans følelsesmæssige udviklingsniveau og behov for struktur. Efterhånden bliver de mere udfordrende og kræver mere af ham, så han udvikler sig.

Lege har det til fælles at de:
Har til formål at styrke relationen mellem barn og voksen
Medvirker til at organisere og oprette balance i nervesystemet
Er et middel til at børn og voksne kan have det sjovt sammen og dele glæde
Medvirker til nærhed og fællesskab i familien
Styrker barnets evne til at skifte gear og finde ro i sig selv

* Theraplay – helping parents and children build better relationships through attachment-based play