Anerkendelse er ikke en metode men en måde at være i verden på

Den anerkendende tilgang giver tålmodighed, tillid og respekt for den anden.

Anerkendende kultur på arbejdspladsen

Vi bliver en del af arbejdsfællesskabet, når vi bliver set og hørt. Lederens anerkendelse har derfor stor betydning for medarbejdernes trivsel og for samarbejdet med børn og forældre. For eksempel udvider vi forståelsen for hinanden og for andres logik bag deres handlinger ved at stille udforskende spørgsmål for at forstå den andens perspektiv.

Filosofien er, at der bag enhver frustration ligger et stærkt engagement og en vision om, hvordan det kunne være. Vi bliver klogere på hinanden og udvider dermed mulighederne for også at finde ligheder frem for forskelle i vores fælles forståelse.

Anerkendelse i pædagogikken

En anerkendende kultur i skoler og dagtilbud har direkte indflydelse på børns trivsel, ved at det styrker de voksnes samarbejde omkring kerneopgaven og nærværet med børnene. Når vi føler os hørt og set som det menneske vi er, kan vi bedre anerkende andre, som de er.

Anerkendende indstilling i arbejdsfællesskabet medvirker til trivsel og succes med arbejdsopgaverne. Vi tror mere på os selv og motiveres til at løse vanskelige situationer frem for at bakke ud, give op eller sende problemer videre.

Dog må man være opmærksom på at anerkendelse ikke bliver en ureflekteret rosekultur. Ros virker adfærdsregulerende og får dermed let den modsatte effekt. Ros kan være hensigtsmæssig, når det udtrykkes som en værdsættelse af den andens bidrag og væremåde.

Filosofien bag anerkendelse i mellemmenneskelige relationer

Filosoffen Hegels anerkendelsesfilosofi lægger an til et idealistisk og medmenneskeligt budskab om at vi holder hinandens liv i vores hænder. Det henviser til at anerkendelse må være til stede i ethvert mellemmenneskeligt forhold. Også på en arbejdsplads hvor ønsket er trivsel, selvværd, læring og udvikling.
Hegel henviser til at anerkendelse har en eksistentiel betydning som en forudsætning for at vi hver især kan stå solidt på vores fødder med robusthed og fornemmelse for, hvem man er.

Anerkendelse i den tyske sociolog og filosof Axel Honneth filosofi kan udtrykkes på denne måde: Jeg udvikler forholdet til mig selv ved at blive set af andre. Jeg forstår mig selv i kraft af den respons jeg får fra andre. Jeg bliver synlig for mig selv og kan erkende mig selv, når jeg bliver anerkendt.

At anerkende er at se og blive set

Anerkendelse handler altså om at “se” den anden på en bestemt måde. Nemlig som en person med egne oplevelser, følelser, tanker, holdninger, intentioner rettigheder, potentialer osv. Som denne person kan jeg dele mine egne tanker og følelser i mødet med den anden. Grundværdien er ligeværd, og den andens ret til at være sig selv.

Man kan bedst se og anerkende andre, når man kan anerkende sig selv. Det betyder at tro på sig selv og være i indre balance, hvorfra man viser respekt for alt hvad der er væsentligt i en selv. Anerkendelse skaber meningsfulde relationer. Ikke altid virker en relation meningsfuld eller attraktiv. Her kommer valget om at søge efter det man kan være fælles om og se mening og en værdi i dette.

Eksempel: I mit ledelsesarbejde udviklede to pædagoger en konflikt omkring deres værdier i det daglige arbejde. Under en samtale, hvor vi brugte Vækstmodellen, satte vir først lys på og genkendelse af deres uenighed. Herefter kunne de finde frem til det, de kunne anerkende og værdsætte fagligt hos hinanden. Samtalen gav tydelighed på det, de var fælles om. Det betød, at de fremover kunne respektere hinandens arbejde, men de ville trives bedst ved at arbejde på hver sin afdeling.

Anerkendelse er livsnødvendigt

Vi kan ikke trives på en arbejdsplads eller i en familie uden at føle os set og anerkendt, som de mennesker vi er. Hvis ikke man bliver set, så bliver man ifølge Honneth usynlig: ”At nægte personer anerkendelse for deres evner og betydning i fællesskabet, beskadiger følelsen af at have social betydning inden for et konkret fællesskab.” Når vi føler os usynlige og dermed ubetydelige i andres øjne, kan det skade selvværdet.

Selvværd er at kunne holde af sig selv på trods af gamle sår og skrøbeligheder. Selvværd betyder, at man kan værdsætte sig selv og livet, som det er nu og her. Værdien bliver at Jeg er ok og Du er ok.
Axel Honneth: kunststykket er at forstå og anerkende den anden og stadig have frihed til at bevare sig selv

Anerkendelse betyder ikke, at vi skal være enige, sige ja til noget vi ikke kan stå inde for eller at vi ikke må være kritiske. Det er vigtigt at være reflekteret omkring krav og forventninger til arbejdsopgaver og arbejdsfællesskab.

Honneth beskriver tre anerkendelsesformer:

1 den emotionelle anerkendelse foregår i privatsfæren og handler om kærlighed mellem familie og nære venner, hvor man er gensidigt afhænge af hinanden og den sociale støtte. Kærlighedsforholdet er ligeværdigt, og man kan være fortrolig om sine værdier og holdninger og forvente at blive mødt anerkendende. Den emotionelle anerkendelse sætter en i stand til at udtrykke sig, agte sig selv og til at kunne deltage i nære fællesskaber og samfundsforhold. Her grundlægges ens selvtillid.

2 den lovmæssige anerkendelse handler om universelle rettigheder man har som et lige medlem af samfundet. En anerkendelsesform som er sikret gennem love og giver mennesker grundlæggende muligheder for at realisere sig som et selvstændigt individ. En anerkendelsesform der betinger oplevelsen af selvrespekt.

3 den relationelle anerkendelse i gruppen og fællesskabet der handler om at mennesker gennem sin deltagelse og sit positive engagement bliver anerkendt af de andre i fællesskabet. Man bliver set og værdsat for sine særlige evner, kvaliteter og handlinger. Den form for anerkendelse betinger værdsættelsen af sig selv som medlem af et solidarisk fællesskab.

Se også anerkendende kommunikation