Vi kan udvide hjernens kapacitet med neuroaffektiv udvikling (hjernens følelsesmæssige udvikling) og styrke robusthed og motivation.
Hjerneforsker Kjeld Fredens taler om, at det er muligt at udvide hjernens kapacitet ved at bygge bro mellem følelse og forstand. I den forbindelse nævner han den korte og den lange vej.
Den korte vej er, når opmærksomheden stopper i pattedyrhjernen, hvor vi har det limbiske system og sædet for emotioner. Man reagerer impulsivt og emotionelt på alle stimuli – følelser af lyst-ulyst og behag-ubehag, og det danner fundament for beslutninger og handlinger. Den lange vej er, når opmærksomheden fortsætter op i pandelapperne, sæde for rationel tænkning med evne til at lægge en strategi og tænke lidt længere frem. Man har alternativer til den automatiske reaktion. Eksempelvis det mindre barn der har lært mentalisering kan nå at tænke: “Jeg slår ikke, jeg siger hold op og henter hjælp hos en voksen eller en ven”.

Neuroaffektiv udviklingspsykologi: Neuroaffektiv modning foregår på tre hierarkisk forbundne niveauer, nemlig det autonome niveau som modnes gennem kropssansning og synkroniserende arousalregulering, det limbiske niveau som modnes gennem følelsesmæssig afstemning og det præfrontale niveau (pandelapperne) som modnes gennem mentalisering. Når alle tre niveauer har udviklet fleksibilitet og har integreret sig, udvikles psykisk resiliens

Byg bro mellem tanker og følelser

Tæt samspil med voksne, mindfulnessøvelser og lege som Theraplay støtter neuroaffektiv udvikling. Dette er velegnede redskaber at have med i brobygningen og børns udvikling generelt.

Barnet udvikler kompetencer til at:
Bruge flere sider af sig selv
Styrke robusthed til at rejse sig efter modgang
Finde motivation til at gøre en indsats når noget er svært
Udvide handlemuligheder i forhold til vrede, frustration eller stress

Vi kan brygge bro for de 0-6 årige ved at:

• Den voksne er empatisk og tålmodig i samspillet med børn
• Den voksne er opmærksom på egne følelser og indre tilstande og forstår at justere sig i forhold til barnets intention
• Tilbyde oaser af ro og stilhed i en hektisk hverdag
• Sikre sig overgange og gearskifte fra høj aktivitet til lav aktivitet i hverdagen, så børn ikke forbliver i højt tempo (fysisk/mentalt/følelsesmæssigt) i mange timer
• Tilbyde børn mindfulness og leg til at hvile godt i sig selv og udvide robusthed og motivation for læring. Herunder lege og øvelser der får opmærksomheden ind i kroppen, medvirker til behovsudsættelse og impulsstop, sociale og glade lege der styrker glæden, affektregulering og samarbejde, samt historier der skaber refleksion

Se også artikel om hjernens modning i et neuroaffektivt perspektiv

Jeg holder Nærværsforløb som et praktikerkursus med en gruppe børn/klasse og en eller to fagpersoner

Neuroaffektiv udvikling til regulering

Det emotionelle niveau
I følehjernen/pattedyrhjernen med det limbiske system foregår modnende interaktioner i spejling og afstemning med barnets følelser. Dette område er sæde for affektregulering (følelsesmæssig afstemning). Her er fokus på interaktion og følelsesmæssig kommunikation.
Det er også i det limbiske system, vi har belønningssystemet med følelser af lyst og ulyst. Når vi oplever positive følelser med noget, vækkes følelser af lyst og behag. For eksempel oplevelsen af at være god til noget, udløser det positive signalstof dopamin. Lysten til at få mere af det skaber motivation for gentagelse. Gentagelser skaber stier i hjernen, som når de er “gået tilstrækkeligt til”, bliver automatiske handlemønstre.

Følelsesmæssig udvikling sker på basis af krybdyrhjernens modning – det autonome niveau (sanser, nervesystem, kæmp-flygt-frys reaktioner), da følelser mærkes i kroppen. Følelsesegulering kan kun ske, når der er forbindelse mellem det emotionelle og det mentale niveau.

Det mentale niveau
På det mentaliserende niveau i tænkehjernen/pandelapperne foregår modnende interaktioner i en dialog med barnet. Her sker de kognitive (forståelsesmæssige og analyserende) processer, så barnet får sammenhæng mellem oplevelser/sansninger i kroppen og følelser til forståelse af, hvad det det føler og oplever og derigennem hvad der vil være den bedste handling i denne situation. Med tiden udvikler barnet/den unge styrke til at prioritere og vælge gode løsninger frem for hurtig behovstilfredsstillelse eller at gå i affekt.
Aktiviteter, der modner denne del af hjernen, fremmer barnets evne til at tage gode beslutninger i alle slags situationer. Så frem for at slå eller give op, miste troen på sig selv eller løbe fra ansvaret, kommer der impulser ind til andre muligheder, som virker bedre.
Når følelser og forstand forbindes, kommer opmærksomheden oftere op i pandelappen, (sæde for logik og rationale), før man reagerer impulsivt. Dette styrker robusthed og motivation for at tage opgaverne på sig.

Forbindelser i hjernen til robusthed og motivation

Større robusthed
Hvad er det at være et robust barn? I bogen Robuste børn definerer Per Schultz Jørgensen robusthed som “en personlig strategi, der omfatter både sårbarhed og mestring i en personlig balance, som vi vælger i forhold til vores handlemuligheder. Konstruktive strategier udvikler ressourcer, styrker livsmod og oplevelsen af fællesskab”.
Når børn er udsatte, kan de være sårbare, have let til ængstelse og usikkerhed og kan hurtigt føle sig ramt eller presset og reagerer med handlemønstre præget af stress, forsvar og kamp eller tilbagetrækning og opgivelse.

Der dannes synapser i hjernen, som forbinder og skaber stier i hjernen. Synapserne forbinder følelser og forstand, og jo flere synapser jo bedre er barnet generelt i stand til at udnytte hjernekapaciteten bedre.  Synapserne dannes gennem samspillet med nære voksne og dette samspil farver barnets handle- og reaktionsmønstre.

Er disse handle- og reaktionsmønstre uhensigtsmæssige for barnets udvikling og trivsel, kan vi, ifølge neuroaffektiv udviklingspsykologi, støtte barnet til at danne nye stier i hjernen, med tæt sampil, lege og øvelser.

Det kan virke som en bremse for synapsedannelse hos børn der over længere tid, oplever stress og problemer med at udtrykke sig og aflæse andre. Tæt samspil med nære og opmærksomme voksne, sanseøvelser, opmærksomhedsøvelser og sociale lege der lærer børn at forstå sig selv og andre, understøtter hjernens følelsesmæssige og mentale udvikling. Barnet lærer at leve sig ind i sine egne og andres følelsesmæssige tilstande. Dette giver ro og styrker evne til at mærke sig selv og tænke sig om i såvel personlige som sociale sammenhænge.

Vores hjerne er plastisk, og jo tidligere der sættes ind, jo mere modtageligt er barnet for understøttende stimuli. Denne modtagelighed for/evne til at skabe nye stier, er tilgængelig hele livet. Med alderen tager det bare længere tid og kræver mere vedholdende indsats. Børns hjerner gennemgår et vigtigt udviklingsspring i alderen 5 – 8 år, hvor de er ekstra vågne og modtagelige for stimuli (både gode og dårlige). I den periode er der særlig modtagelighed overfor gode og sunde vaner for krop og sind.

Motivation styres af belønning
Gentagelser skaber nye neurale forbindelser (stier) i hjernen og de lagrer sig som læring. Virker det modsat hensigten, skal de ændres med nye gentagelser. I forhold til motivation er det vigtigt at belønningssystemet i følehjernen udløses, så der sprøjter dopamin ud i hjernen. Det skaber en følelse af succes, af at mestre en opgave og være forbundet med andre. Når børn gentagne gange oplever positive følelser i forbindelse med læring, vil deres hjerne fremover forbinde læring med behag og lyst. Disse følelser opstår særligt i samspillet mellem lærer og elev og ifølge hjerneforskning husker vi bedst den læring, der følges af emotioner.

Oplever børn negative følelser i forbindelse med læringssituationer, flyttes opmærksomheden til noget andet. De finder andre kilder til oplevelser og aktiviteter, der udløser behag og lyst. Det behøver ikke være positive situationer set fra lærerens perspektiv. For eksempel har man i TV 2 foretaget en undersøgelse af, hvad de unge egentlig foretager sig i en undervisningstime. Det har vist sig, at mange børn ofte gemmer sig bag skærmen og bliver optaget af at surfe på nettet, spille spil og shoppe, hvis de keder sig eller undervisningen ikke giver mening i deres univers. Her får de den hurtige belønning i form af et dopaminkick.

Det gode samspil mellem lærer og elev/barn og voksen med oplevelsen af at blive set og forstå meningen, vækker nysgerrighed og lærelyst. Jo tidligere i livet dette samspil dannes, jo mere automatiseret bliver barnets tro på at det kan håndtere udfordringer.