Disponerer et særligt “følsomt” nervesystem for udvikling af angst hos børn?

Jeg hjælper børn og unge med angst og andre svære tilstande
Børn opfatter verden forskelligt, og for nogle kan særligt skoledagen virke direkte angstprovokerende og svær at gennemføre. Kan vi via børnenes nervesystemer opspore og bearbejde problemer, der skaber uro og daglig ubehag? Pil Lindgreen, der afslutter sin ph.d. til marts 2019, er sygeplejerske og ekspert hos lektiehjælpsvirksomheden Gotutor. I dette gæsteindlæg gennemgår hun ovenstående på baggrund af en undersøgelse af småbørns psykiske helbred og de resultater, undersøgelsen viste vedrørende børns nervesystemer.

Hvordan fungerer vores nervesystem?

Menneskekroppens mange og komplekse fysiologiske processer styres af to nervesystemer (herefter benævnt ’NS’); det motoriske NS og det autonome NS.
Det motoriske NS aktiverer vi primært, når vi bevæger os; det kan fx være ved at sætte i løb for at nå bussen. Det kaldes derfor også det viljestyrede NS. Det autonome NS kontrollerer derimod alt det, vi ikke selv bevidst styrer; det er fx tømning af mavesækken til tarmen. Det kaldes derfor også det selvstyrede NS.
Det selvstyrede NS kan inddeles yderligere i det parasympatiske NS, der overvejende er på arbejde i kroppens restitutionsfaser (fx under fordøjelsesprocessen), og det sympatiske NS, der primært igangsættes i situationer præget af fysisk belastning, angst og/eller stress.

Det er et særligt “følsomt” sympatisk NS hos småbørn, der tilsyneladende disponerer for at udvikle angst hos børn i løbet af deres skoleår. Det sker typisk, når børnene er 11-12 år gamle, men hos nogle kan angst udvikle sig allerede ved 5-7-årsalderen.

Fra leg til søvn: De vanskelige “skift”

Viden om børns NS og udvikling af angst bygger på data fra det store forskningsprojekt Copenhagen Child Cohort 2000 (herefter benævnt CCC2000), der har fulgt 6090 børn siden deres fødsel i år 2000 i det daværende Københavns Amt. CCC2000 har som det første forskningsprojekt i verden undersøgt småbørns psykiske helbred med det formål tidligt at kunne opspore, behandle og forebygge psykiske problemer.
Af de inkluderede børn, udviste 16% af de 1,5-årige psykiske vanskeligheder svarende til internationalt benyttede diagnosekriterier. Derudover havde 6% af børnene spise- og søvnproblemer, hvilket er den typiske måde, hvorpå forstyrrelser i det sympatiske NS viser sig.
Det kan være ekstra vanskeligt for børn med et særligt følsomt sympatisk NS at skifte mellem situationer, der aktiverer henholdsvis det sympatiske og det parasympatiske NS; fx kan det tage ekstra lang tid for disse børn at falde til ro og i søvn efter at have deltaget i fysisk leg. Hvis dit barn har udpræget besvær med skift som dette, kan det være et udtryk for, at barnet har et særlig reaktivt sympatisk NS, hvilket altså potentielt kan have betydning for udvikling af angst hos børn.

Italesæt angsten – men bevar roen

Ifølge CCC2000 er børns angst oftest relateret til deres helbred, hvor nogle børn er bange for at blive syge. Hos andre børn kan den kropslige oplevelse af uro, som angst forårsager, forplante sig som diffuse, fysiske symptomer, fx hovedpine eller ondt i maven, og det kan i sig selv virke farligt for børnene. Derfor er det vigtigt at tale med børn (i et sprog, de let forstår) om, hvordan forskellige kropslige symptomer, herunder også indre uro, føles.

Ved at snakke om emnet får børn en støtte til at udvikle et sprog for, hvad de oplever i kroppen. Når børn kan beskrive deres egne fysiske oplevelser, bliver disse oftest mindre skræmmende at gennemgå, og barnets omgivelser får bedre mulighed for at respondere på barnets beskrivelser af oplevelserne samt give passende støtte.
Da tidlig opsporing af angst øger chancen for effektiv behandling, bør forældre være opmærksomme på, om barnet er udsat, hvilket potentielt kan være tilfældet, hvis barnet har vanskeligt ved at skifte mellem de tidligere beskrevne situationer, hvori det sympatiske og parasympatiske NS på skift er aktiveret. Dog er det samtidig vigtigt, at forældre undgår at bekymre sig unødigt, da det kan smitte af på barnet og i sig selv forårsage ængstelighed. Så derfor: Tal med dit barn om dets kropslige oplevelser – men bevar roen – og søg eventuelt hjælp hos sundhedsprofessionelle ved behov.

Her kan du læse om Gotutor lektiehjælp og eksamenshjælp

Her kan du læse om forskningsprojektet Copenhagen Child Cohort 2000