Selvværd er ikke medfødt

Børn fødes ikke med et godt eller dårligt selvværd. Det er en form for bevidsthed der udvikler sig i samspillet med deres nærmest omsorgspersoner forældre/plejeforældre og familie under opvæksten. Især de første 6 år hvor barnet er særligt sensitivt overfor de signaler deres omgivelser sender. Ikke bare det de siger og gør men også deres indre tilstand af uro, smerte, og omsorgsfølelse.

De første to år er afgørende for selvværdet.

I de to første år af vores liv lærer vi gennem vores følelser, om vi i princippet er velkomne eller ej. De erfaringer, som vi gør os med vores primære omsorgspersoner i disse år, lejres derfor dybt i hjernen. Den måde, far og mor omgår os, bliver et blueprint for alle relationer i vores liv. Det er i samspillet med vores forældre, vi lærer, hvad vi kan forvente af os selv og af andre. Hvis forældrene er fraværende fysisk eller psykisk, “lærer vi” at vi dybest set er alene. Der kan vækkes en dyb sorg og følelse af ensomhed.

Den omsorg der drages for spædbarnet og det lille barn foregår på et kropsligt plan. Amning/madning, badning, bleskifte og berøring med at stryge barnet og holde om det.

Berøring er meget vigtigt herunder også øjenkontakt og gennem stemmeføring fra omsorgspersonen erfarer barnet om det er velkommen. Her dannes den basale tillid og eksistensberettigelse, som selvværdet bygger på.

Det er ikke sort hvidt, for ingen forældre-barn relationer har været kun gode eller dårlige. Selv i de bedste familier sker der svigt og krænkelser trods de gode intentioner.

Forældre må nødvendigvis begrænse barnet i dets udfoldelse, som en beskyttelse af det. Især i det andet leveår, hvor det kan gå, begrænses barnet af formaninger og påbud om ikke at ødelægge legetøj og ting der kan gå i stykker, det må ikke lege med maden osv. Barnet oplever altså tit at det ”ikke er ok”. Det handler om tonefaldet og forældrenes tilgængelighed og omsorg generelt. De fleste børn har ofte adgang til indre tilstande, hvor de føler sig værdifulde og ok.

Når den indre tilstand af at være ok fylder mest, vil barnet nære tillid til sig selv og andre. Der dannes fundament for en tryg tilknytning, som giver følelse af tryghed i relationer med andre.

Hvis tilstanden af ikke at være ok fylder mest, vil barnet nære mistillid til sig selv og andre. Tilknytningen bliver utryg.

Det skal nævnes her, at hvis man har været udsat for alvorlig vold og voldtægt som teenager, vil det også påvirke selvværd, stressfølsomhed og tilknytning, uanset den tryghed der er udviklet i tidligt i livet.

Det sunde selvværd

Selvværd handler om den måde, vi opfatter os selv på – altså hvordan vi tænker om os selv, og de følelser det udløser. Det er afgørende for vores psykiske trivsel at føle sig værdifuld for nogen og at føle sig værdig som menneske. Altså værd at elske og holde af. Det er en følelse, der kommer indefra, og altså ikke noget man skal gøre sig fortjent til

Når vi har et sundt selvværd, er vi positive over for os selv og vores liv i bred forstand. Det gør os bedre i stand til at klare livets op- og nedture. Vi tror på os selv, og kan rumme alt hvad vi indeholder uden at fordømme sider af os selv.
Et sundt selvværd er ikke-dømmende overfor sig selv eller andre. Det vil sige, at man kan håndtere et skænderi og en svær følelse uden at miste kontakten med sig selv og sin værdighed.

Vi kan ikke ændre på vores første år i livet, men vi kan lære at forstå os selv og tage bedre omsorg for os selv. Vi kan lære at sætte grænser på en god måde, føle mere selvværd og mindre forkerthed. Vi kan få mere ro i nervesystemet og ændre nogle indgroede overbevisninger om os selv som fx, jeg er en byrde, jeg er til besvær, jeg er ikke værd at elske, jeg kan ikke klare det. Overbevisninger der er dannet, før vi kan huske og derfor styrer fra et dybt indre sted.

Omsorgssvigt

Oplever forældrene sig overbebyrdede med opdragelse af barnet, råber, slår og forsømmer omsorgen ved at ignorere det og undgår fysisk kontakt, så befinder barnet sig i en vanskelig situation. Små børn kan ikke afgøre, om mor eller far er dårlige forældre. Set ud fra barnets perspektiv er forældrene ufejlbarlige. Så hvis far råber eller slår barnet, så tænker det ikke: ”far kan ikke styre sine aggressioner, han skal i terapi”. Barnet forbinder straf med sin egen dårlige opførsel og tilpasser sig de signaler, der bliver sendt. Før barnet tilegner sig sproget kan det jo ikke engang tænke at noget er forkert. Det føler bare straffen og at det har gjort noget som er forkert.

Det sårede indre barn er disponeret for stress i voksenlivet

Neurologiske studier i hjernen viser, at børn som i de første leveår har oplevet meget stress fx i form af utryghed og mangel på kærlighed og omsorg producerer flere stresshormoner end andre. Dermed bliver disse børn mere disponeret for at få stress og PTSD som voksne. De er mere sårbare og reagerer kraftigere på stressorer og er i det hele taget ikke så robuste som mennesker, der har haft en tryg opvækst. Det betyder at de ofte vil kunne relatere til det sårede indre barn.
Også udviklingsårene frem til barnet er omkring 6-7 år præger voksenlivet. Her har selvfølgelig den nærmeste familie, voksne og kammerater i daginstitutioner og skole også stor indflydelse. Til forskel fra de to første år, har vi nu bevidste erindringer om, hvordan vores mor og far behandlede os og hvordan vores relation til dem var i de efterfølgende år.

Signaler på et såret indre barn

Oplevelsen af at føle sig forkert og utilstrækkelig
I tvivl om at være god nok og værd af elske
Føler sig uønsket, malplaceret
Selvbebrejdelser
Føler sig grim, frastødende og ikke tiltrækkende
Gør ting selvom de egentlig ikke ønsker at gøre
Føler sig ensom
Føler sig magtesløs og prisgivet andres ønsker og forventninger
Siger ja, når de mener nej og lader andre overskride sine grænser
Har følelsen af at være stresset og udbrændt
Vil være perfekt indadtil og udadtil
Føler sig hurtigt sårbar og nøgen ved at vise hvem man egentlig er
Uforklarlig vrede, tristhed og depressive tanker