Indlæg

God nok mor

God nok mor er en følelse mange efterstræber og det kan være en kilde til såvel sårbarhed som styrke
Følelsen af at være en god nok mor kommer indefra.

Tvivlen på, om man er en god nok mor, kommer som regel udefra.

Vi har adgang til meget information og viden fra medierne og mange forskellige “opdragelsesretninger” og eksperter med gode råd og meninger. De sociale medier tilbyder mange billeder af “den lykkelige familie” og “de perfekte børn”, som ikke fortæller hele historien.

Det er svært ikke at sammenligne, men tror vi, de andre er bedre end os selv, kan det skabe tvivl på sig selv – og nedbrydende selvkritik. Hvad der giver den enkelte følelsen af at være en god mor er ikke, hvad de andre gør.

Det handler i virkeligheden mere om din kontakt med barnet og din indlevelse i barnets følelser og baggrund for at gøre som det gør.

Følelsen af at være god nok mor – en indre rejse

Følelsen af at være en god nok mor eller utilstrækkelig som mor stammer helt tilbage, fra vi selv var et lille barn. De overbevisninger, vi dannede dengang, om hvad der er rigtigt og forkert, hvordan vi skulle være og hvad vi skulle gøre for at være en del af vores familie. Vi lærte det gennem den måde vores forældre forstod os og var åbne for, hvem vi var. Den måde de reagerede på vores følelser og rummede vores reaktioner og måder at være på. Samt deres evne til at beskytte og tage ansvar for os.

Op til en alder af seks år fungerer vores hjerne i et relativt langsomt tempo på Theta-hjernebølgefrekvensen, hvilket er en meget ‘modtagelig’ hjernebølgetilstand. Det betyder, at vi er letpåvirkelige af alle oplevelser frem til denne alder.

Vi er også meget følsomme over for de voksnes stemninger og reaktioner; alt hvad de siger og gør, bliver opfanget gennem sanserne. Det vil sige, at det er mindre ordene, der bliver sagt og mere den mening, barnet tillægger de voksnes ansigtsudtryk, tonefald og følelsesmæssige udstråling. Derfor forstår småbørn heller ikke ironi og skældud, mens kritik tages meget bogstaveligt og indprinter sig i barnesindet.

Hvis forældre var under hårdt pres, sygdom, stress, problemer med økonomi, bolig, alkohol eller skulle kæmpe hårdt på jobbet, i de første år af vores liv, har det haft en væsentlig indflydelse på deres overskud til os. Og dermed også vores selvopfattelse.

Vores selvopfattelse dannes i de tidlige år

I Theta-hjernebølgefrekvens perioden dannes vores selvopfattelse og selvværd. De følelser der ikke blev accepteret af de vigtige voksne og hændelser, som var for svære for os at rumme blev fortrængt og kommer nu til udtryk på en “skæv” måde.

Under de forskellige oplevelser tager vi nogle ‘beslutninger’ på et underbevidst niveau, om, hvordan vi ‘bør’ være og hvad vi ‘bør’ gøre for at vigtige personer synes, vi er OK. Vi danner overbevisninger, om at vi skal være og gøre på en bestemt måde for at være en del af vores familie. Og vi lærer, hvilke følelser der er ok og hvilke følelser, vi ikke skal vise. Det skal dog være oplevelser/erfaringer, der gentager sig flere gange for at have en vedvarende effekt. Medmindre de har været traumatiske.

Når vores indre virkelighed er anderledes end de voksnes og vi ikke gør eller er som de ønsker og forventer, føler vi os forkerte. Har vi erfaringer med at blive straffet, afvist eller ignoreret, når vi gør det forkerte, overtager vi den holdning til os selv. Og som voksne fortsætter vi med at straffe os selv med indre kritik, med ikke at gøre det, vi har lyst til og ikke mærke de forbudte følelser

De overbevisninger, vi dannede tidligt i barndommen, påvirker vores måde at forholde os til såvel os selv, vores partner og børn. Det foregår i det underbevidste og styrer os herfra, så længe det er ubevidst.

Overbevisningerne bliver en form for manuskript over, hvordan vi skal være og hvad vi skal gøre, for at være en del af familien og de fællesskaber vi indgår i. I det manuskript er dele af vores sande selv ikke indskrevet. Vi kender ikke os selv og kan ikke mærke os selv.

Eksempel fra min praksis: En kvinde søgte hjælp til at finde mere ro og glæde og til at blive bedre til at sætte grænser på en god måde. Under en rejse tilbage til en alder af fem år, så hun sig selv ligge på en gang ude foran en dør, der stod på klem og hvorfra der strålede lys. Det var en lang og mørk gang uden vindue og hun turde ikke gå hen til sit værelse. Hvis hun gik ind i stuen og spurgte sine forældre om de ville tænde lyset eller følge hende derhen, var deres reaktion, at ”det var bare noget pjat”. Så stivnet af frygt lå hun på gulvet i skæret af lyset, hvor hun ofte var faldet i søvn.
Jeg spurgte nu det ”femårige pige-selv” om, hvilken overbevisning/beslutning hun tog dengang. Svaret var prompte at hun var nødt til at klare sig selv. Hun kunne ikke forvente at få hjælp. Herefter blev kvinden guidet til at mærke følelsen, der har sat sig og til at tage omsorg for sit indre barn.
Efter sessionen fortalte den voksne kvinde, at den overbevisning, hun dannede dengang, stadig styrer hende ubevidst. Hun har svært ved at tage imod tilbud om hjælp og kan ikke bede om hjælp. Selvom hendes voksenjeg ved, at hun både kan få den og at hun fortjener den, er der en spinkel stemme inden i, der ikke tror, hun fortjener det. At det ikke er muligt for hende. Hun må klare sig selv. En overbevisning hun nu er på vej til at ændre ved at blive bevidst om den og mærke følelserne bag den. Hver gang hun har “besøgt” sit indre barn, opnår hun en større følelse af frihed til at være sig selv og udtrykke sine behov.

Også traumer som overgreb, tab af en forælder eller søskende og forældres depression skaber overbevisninger om os selv og hvordan vi er nødt til at handle og være, selvom det har stået på i vores teenagetid.

Det indre barn kan heales og få mere indre frihed og styrke

Det indre barn følger med ind i voksenlivet, hvor det reagerer på alle hændelser, der vækker ubehagelige følelser. Dit barns afvisning af dig, eller din oplevelse af at barnet afviser dig, kan minde om en afvisning fra dine forældre, et bestemt familiemedlem, en lærer eller pædagog. Afvisningen vækker den følelse, du havde den gang og kan give en af utilstrækkelighed eller af ikke at være elsket. Din partners måde at være på, vækker minder på godt og ondt, bevidst og ubevidst. Og du reagerer på den følelse, det vækker i dig. Altså ikke på det de gør og siger men på følelsen.

Det giver derfor mening, at tage en indre rejse tilbage til din tidlige barndom og se på dit liv med de øjne, dit indre barn havde engang. Det giver dyb lettelse og indre frihed i dig. Samtidig kan du ændre nogle reaktionsmønstre, du selv er ked af eller ikke helt forstår. Du kan kommunikere dine ønsker og behov på en klar og direkte måde uden at nedgøre, overbeskytte eller indirekte kritisere barnet. Det er altså en win-win situation for dig og din familie.

Se også metoder med eksempler fra min praksis

Barnets identitet dannes tidligt

Ligesom du lærte af dine forældres og andre vigtige voksnes adfærd og reaktioner på dig, lærer dit barn det samme. Dit barns oplevelse af, hvad der er ok, hvordan det skal være og hvad det skal gøre for at føle sig accepteret. Det er vigtigt at skelne mellem adfærd og karaktertræk. Ikke al adfærd er acceptabel, men du må accepterer dit barns måde at være på og adskille dine behov fra dit barns behov. de er ikke altid de samme.

Barnets identitet dannes i familien. Det har brug for, at du dels accepterer barnet som det er og dels er tydelig omkring dine følelser. Det betyder, du kan sige, at du er vred, når du er det og ked af det eller bange, når du er det. På den måde lærer barnet at forstå og acceptere sine egne følelser.

Du skal tænke på, at barnet mærker og aflæser dig og dine følelser klart og tydeligt. Men det forstår ikke, hvad det betyder, hvis du ikke siger det. Fx et barn der løber væk fra sin far ude på fortorvet. Barnet er i sin egen verden og synes det er sjovt. Det forstår ikke, at far råber højt. Viser far forståelse for, at barnet morer sig og samtidig fortæller, at han blev bange for at barnet ville blive kørt over, så forstår barnet både sig selv og far.

De umødte behov

Når vores forældre ikke forstod eller ikke formåede at møde vores behov for kærlighed, nærhed, beskyttelse og hjælp til at forstå os selv og vores følelser, har vi tendens til heller ikke at forstå dem og tilgodese dem selv.

Vi indeholder et såret indre barn, der udvikler forskellige selver. Det kan være et indre kritiker-selv, der irettesætter, bebrejder, skælder ud. Det kan være et indre dommer-selv, der holder øje med, at de andre opfører sig ordentligt. Eller det kan være et skadet selv, der har været udsat for traumer.

Vi prøver at dæmpe dybere længsler med alkohol eller narkotika, ved promiskuitet, spil, overforbrug. Ved at over-spise, at være arbejdsnarkoman eller selvskadende og på andre måder at undgå at mærke de reelle og dybere behov, vi har. Behov, som vi ikke tillader os selv at mærke og har svært ved at tro på, kan blive tilstrækkeligt opfyldt.

Har du brug for at få helet dit indre barn eller berolige en ødelæggende indre kritiker. Kontakt mig på 22 80 05 38 for en uforpligtende samtale. Krop- og psykoterapi

Nærvær i børnefamilien

Nærvær i børnefamilien er et stort ønske hos mange. Fred og nærvær står højt på listen, men det kan være vanskeligt at opretholde nærværet i længere tid af gangen. Særligt i perioder med ekstra pres og udfordringer.

Nærvær er dog ikke bare det fysiske nærvær, hvor du er sammen med barnet og den unge. Nærvær i børnefamilien er en indre og ydre proces, hvor du er i kontakt med dig selv og derved kan være i kontakt med dit barn. Dette nærvær er en invitation til at vokse som menneske.

De fire mest essentielle redskaber til børns trivsel – og forældrenærvær

Forskning i interpersonel neurobiologi ledet af professor i psykiatri Dan Siegel og direktør for mindsight viser, at de 4 mest essentielle redskaber til børns trivsel er: Se, Berolige, Sikkerhed og Tryghed
1. Se barnet bag sin adfærd. At blive set som den man er, ikke for det man gør – omsorg for barnet. Følelsen af at blive set af en anden kan beskrives som at blive holdt om.
2. Berolige barnet. Når et barn er i en kaotisk situation, har det brug for beroligelse. Barnet får oplevelsen af at ”jeg kan være urolig men jeg kan komme til at føle mig bedre tilpas”. Det lærer at det kan komme ud af uro og altså ændre sin sindstilstand til at være mere rolig og tilpas igen. dette lærer barnet gennem relationer og erfaringerne integrerer dele af hjernen med hinanden.
3. Sikkerhed handler om at beskytte børn mod fortræd og mod frygtindgydende oplevelser, der kan ryste barnet.
4. Tryg tilknytning. Forskning i tilknytning mellem børn og nærmeste omsorgsgiver viser, at tryg tilknytning styrker resiliens altså modstandskraft i barndommen og i den skrøbelige teenagetid frem til at barnet bliver en modstandsdygtig voksen.

Nærværende forældre kan bedst integrere de fire punkter til børns trivsel

Fravær aktiverer triggere fra fortiden. Fx det vores forældre gjorde, gentager vi. Når du er reelt nærværende, sker der noget i hjernen, som gør at du kan stoppe op og bremse en automatisk reaktion på følelse af stress/trussel fx når dit barn råber, viser trods eller kritiserer dig. Ved at have opmærksomhed på din indre tilstand, kan du mærke hvad der på vej til at ske og du kan stoppe dig selv.
Baseret på de seneste 30 års undersøgelser i børns trivsel er forskerne enige om at:
• Nærværende forældre bedst kan sikre de fire essentielle punkter
• Nærvær i forældres sind er det vigtigste tema for fremtidens tilknytningsforskning
• Nærvær er noget vi kan lære.

Man kan sige, at nærværet bærer eller er grundlaget for de 4 punkter

Når vi ikke er nærværende, reagerer vi nemlig automatisk på de følelsesmæssige triggere, som børn helt naturligt aktiverer. Så reagerer amygdala automatisk med kæmp-flygt responsen. Du kan gå fra at være venlig til at være arrig på 0 – 10 sek.

Forskningen viser, at ved at blive bevidst om, hvordan din barndom formede dig som voksen og de såvel gode som traumatiske oplevelser og dine forældres egne automatiske reaktionsmønstre, kan du være bevidst nærværende.

Du kan ikke give omsorg fra den reaktive tilstand, fordi du er ikke i kontakt med dig selv i øjeblikket. Det du kan med nærvær, er, at kende din egen tilstand og når du opdager, at du i virkeligheden reagerede på en svær følelse, aktiveret af barnet, kan du vende tilbage og reparere dine fejltagelser ved at tage en snak med børnene. Måske joke lidt med det eller sige at du er ked af at du blev så vred, råbte højt, sagde at de skulle forsvinde ud af stuen … eller hvad der nu røg ud af munden på dig i et ophidset tonefald.

Når du kan tænke: Jeg ved nu, at det er ikke min fejl, men det er mit ansvar, kan du bedre tage hånd om dig selv i stedet for at bebrejde dig selv. Når du føler dig truet, bliver du reaktiv og når du føler dig tryg, bliver du modtagelig. Sådan er det også for barnet.

Eksempel: Jeg har både børn og børnebørn og jeg arbejder blandt andet med børn og leg. Al denne erfaring til trods sker det stadig, at min opmærksomhed ryger ud i travlhed og opgaveløsning. Når jeg føler mig presset, reagerer nervesystemet med at gå i alarmberedskab. I den tilstand reagerer jeg automatisk og bliver irettesættende, bedrevidende og irritabel. Og hver gang skaber jeg afstand, medmindre jeg når at stoppe mig selv. Hvis det ikke lykkes at stoppe, har især børnene brug for, at jeg reparerer mine fejltagelser. Og det lykkes tilgengæld hver gang. Børn er meget tilgivende og ønsker kontakten med de voksne.

Du kan høre Dan Siegels fordrag her på youtube

Din opvækst præger dine reaktioner på dit barn

Den måde du bliver mødt under opvæksten, er den måde du automatisk reagerer på, når du støder på situationer, der minder om noget fra din egen opvækst. For eksempel den måde dine forældre trøstede dig på eller skældte ud og hvad de skældte ud over. Deres værdier og det de værdsatte og lærte dig, og den måde de talte med hinanden og andre på, da du var barn. Deres tilgang til opdragelse var præget af tidsånden dengang, samt den måde deres forældre var opdraget.

Nu ved vi meget mere om hvordan børn påvirkes af forældrenes ord, tonefald og ansigtsmimik og hvordan hjernen udvikles gennem relationer.

Gennem relationen med sine forældre lærer barnet, hvem det er, hvad der er vigtigt og rigtigt eller forkert og hvordan det er sammen med andre. Børn aflæser forældres ansigtsudtryk, følelsesmæssige udtryk og kropsholdning. Det sender signaler til barnet, der omgående opfanger stemninger og nonverbale kommunikation – uanset hvad forældrene siger eller undlader at sige.

Du kan ændre de signaler, du sender og aflæse dit barns signaler med dit nærvær.