Nærvær og venlighed i skolen

Hvorfor nærvær og venlighed i skolen? Måske stiller du dig selv spørgsmål som: Hvordan forholder jeg mig nærværende, venlig og opmuntrende, når jeg er presset? Hvordan støtter jeg eleverne i en inkluderende klassekultur? Hvordan kan jeg støtte sårbare og udsatte elever til større trivsel og robusthed? Hvordan kan jeg få mere ro og opmærksomhed i klassen som helhed?

Min bog (august 19) Mindfulness i klassen – 4 trin til nærvær og venlighed i klassen er et sammenskriv af mindfulness for børn og voksne, neuroaffektiv udviklingspsykologi i forhold til leg og positiv psykologi. Bogen indeholder foruden tekster, øvelser og lege til opmærksomt nærvær, indre ligevægt og klasseledelse også en proces på 4 trin i et forløb på 8-12 uger til nærvær og venlighed i klassen.

Hvordan kan nærvær og venlighed i skolen virke inkluderende?

Et eksempel på nærvær er, at eleverne er koncentrerede og kan rette opmærksomheden mod en opgave, og at de kan prioritere, hvor de vil have fokus. Et eksempel på venlighed som metode til et inkluderende klassemiljø er, at når en kammerat har et problem, har alle et problem, indtil det er løst. Problemet kan være utryghed og følelse af ensomhed. Et problem kan være at det er svært for en elev at følge med, så man bliver forstyrrende eller trækker sig væk. Et problem kan også være så simpelt, at man har glemt sin mad eller har for lidt tøj med. Problemer ligger ikke som en byrde på kammeraternes skuldre men udtrykkes som en mulighed for at udvise venlighed og medfølelse eller hjælpe hvor man kan. Opmærksomhed på hinanden med en indstilling af venlighed og hjælpsomhed, kan føre til et inkluderende miljø.

Nærvær og venlighed i skolen med mindfulness og leg kan styrke rettet opmærksomhed, hvor eleven er mindre tilbøjelig til at lade sig distrahere, hjælpsomhed og medfølelse samt delt glæde. Nærvær og venlighed kan supplere andre tiltag med at stoppe mobning og styrke tolerance.

Et program med nærvær og venlighed indeholder enkle øvelser, lege og dialog. Se eksempel på et program længere fremme. Bemærk at venlighed i denne sammenhæng inkluderer at være venlig overfor sig selv som et godt fundament for venlighed, medfølelse og hjælpsomhed over for andre. Ofte er de børn, som har sværest ved at være venlige overfor andre, dem der har mest brug for at være venlige mod sig selv og modtage venlighed fra andre.

Jeg holder kurser og faciliterer forløb med nærvær og venlighed i skolen ud fra bogen. Kurser og forløb tilpasses jeres behov.

Kursus i nærvær og venlighed i klassen følger bogens 4 trin:

Udgangspunktet er, at du selv som lærer har gennemgået de fire trin, så du dels kan formidle nærvær og venlighed gennem dit eksempel og dels får erfaring med, hvordan det virker. På et kursus for lærere og pædagoger gennemgår vi først de fire trin for voksne. Derefter prøver I elev-øvelser fra hvert trin relateret til aldersgruppen.

De fire trin kort beskrevet:

  1. Opmærksomt nærvær med åndedrættet som anker til ro og indre ligevægt. Et nærvær der styrker opmærksomheden på din egen stemning og stemningen i klassen. Eleverne får et redskab til at berolige sig selv og holde et bevidst fokus.
  2. Kontakt med kroppen i form af kropskanning der understøtter ro og ligevægt samt i form af rytmiske lege, som hjælper til at føle samhørighed med andre. Kroppen er vores kilde til samhørighed og samtidig broen mellem viden, intention og handling.
  3. Kontakt med følelserne til affektspejling og afstemning med elever, der er i affekt. Du kan skabe tryghed og være klassens stabile nervesystem. Eleverne lærer at forstå sig selv og at aflæse andre.
  4. Venlighed eller heartfulness til at mærke glæden indeni og lade den manifestere sig som overskud, venlighed og hjælpsomhed. Øvelser og lege kan medvirke til at styrke selvfølelse og medfølelse, udvikle tolerance og samarbejde med alle i klassen

Aktiviteterne i de fire trin medvirker også til modning af hjernens tre lag ud fra neuroaffektiv udviklingspsykologi: Krybdyrhjernen med kamp-flugt-frys reaktioner, pattedyrhjernen med det limbiske system (emotioner, hukommelse og intuition) og pandelappen/neocortex med evnen til mentalisering. Se hvordan her.

På et kursus får I adgang til lydfiler med meditationer og visualiseringer til voksne og bogen Mindfulness i klassen samt instruktion i at arbejde med de fire trin til jer selv og eleverne.

Max deltagerantal: 16 personer
Sted: Hos jer

Du kan selv køre et forløb i klassen og eventuelt kickstarte med en workshop – eller jeg kan fascilitere det i samarbejde med dig

Kickstart: Jeg indleder med en intro til mindfulness, hvor eleverne bliver introduceret og I prøver øvelser fra de 4 trin. Herefter fortsætter du selv ud fra bogens anvisninger.

Faciliteret forløb: jeg underviser klassen sammen med dig, så du efter 4 lektioner er medunderviser i nogle af øvelserne. Du følger forløbet tæt med selv at meditere, og du får en lektionsplan, så du kan forberede dig på øvelserne og assistere undervisningen samt fortsætte nogle af de kendte øvelser i løbet af ugen.

Ring eller skriv uforpligtende for mere information eller en snak om jeres behov Tlf. 22 80 05 38 E-mail: Kontakt@krestinehartmann.dk

Her er et eksempel på et program fra et forløb i 0 klasse.

Øvelserne blev gentaget i løbet af ugen mellem hvert møde

1. Åndedræt og krop. Eleverne lærer at bruge deres vejrtrækning til at fremme en vis fred og ro. De lærer nogle vejrtækningsøvelser til at falde til ro, en kort visualisering til at slappe af i kroppen og giv bamsen eller en pæn sten en gyngetur på maven.

2. Opmærksomhed. Eleverne lærer, at det, de fokuserer på, er et valg. Gennem fokusering på en række ydre ting for eksempel lyden af en klokke, udseendet og sansningen af et stykke frugt, der spises mindfult og indre fornemmelser som følelser fx glad eller trist. Børn lærer, at de kan rette deres opmærksomhed og bevare fokus ved ydre forstyrrelser.

3. Følelser. Hvordan føles følelser, og hvordan kan man mærke dem? Hvordan kan du fortælle, hvad du føler? Vi leger en leg, hvor læreren og eleverne skiftes til at vise ansigtsudtryk med forskellige følelser. Vi skal gætte hvilken følelse, der blev udtrykt og tale om, hvordan det føles i kroppen og tale om situationer, der kan vække de følelser fx i klassen. Billedet th. er tegninger af følelsen i kroppen efter en visualisering:

4. Konflikthåndtering. Vi taler om, at man nogle gange kan misforstå andre, fordi vi tror, at vi ved, hvad deres ansigtsudtryk betyder, men det kan være svært at se. Nogle gange tror vi også, at vi ved hvad de andre mener med det, de siger og andres stemme kan lyde mere hårdt, end de mener det. Så kan man spørge.

5. Selvmedfølelse. Børn kan være særlig hårde ved sig selv – og andre. Vi taler om, at alle gør fejl, siger nogle dumme ting og har svært ved noget, men vi kan ha det godt alligevel. Vi taler om, hvad der ville være rart at andre siger til os, når vi er kede af det, og prøver hvordan det føles i kroppen at sige det til sig selv.

6. Omsorg for andre. Her lærer børn at tænke på, hvordan andre føler, og hvordan vi kan være venlige over for nogen, der har det svært. for dem. Vi læser historien Den blå drage starter i skole. Om dragen der føler sig helt forkert, fordi de andre drager er grønne og brune. Vi taler om, hvordan vi kan hjælpe andre, der er kede af det eller føler sig alene og forkerte, og om hvordan det føles, at være den der hjælper og den der får hjælp. Vi erfarer, hvordan et par venlige ord eller et smil kan betyde meget.

7. Værdsættelse. Målet er, at børnene bliver opmærksomme på og værdsætter det, de har og de venlige handlinger, som andre mennesker gør for dem. Det kan være mor og far eller søskende og kammerater, og det kan være samfundsarbejdere som lærere, buschauffører, politi, kassemedarbejdere i butikken, renovationsarbejdere m.fl. der yder service i hverdagen.

8. Vi har brug for andre mennesker. Vi taler om at støtte hinanden og værdsætte andres venlige handlinger Vi har samarbejdsøvelser og giver venlighed til hinanden fx massage.

Hver lektion starter med en opmærksomhedsøvelse eller åndedrætsøvelse til at samle sig og være til stede. Nogle lektioner indeholder en dialog og/eller en tegning eller andet der viser deres oplevelse af en øvelse. Forløbet afslutter med et produkt som illustrerer deres læring og det, de tager med sig fra forløbet. Hver lektion kan gentages en eller flere gange og tilføjes andre medier.

Billedet til venstre er et “venlighedstræ” med udsagn fra eleverne om venlighed

Forskning (og erfaring) viser, at øvelser og lege kan føre til:
Styrkelse af viljestyret og fokuseret opmærksomhed og arbejdshukommelse
Bedre følelsesregulering og impulskontrol
Mindre tendens til stress og bekymring
Mere glæde og tolerance

Man kan tale om tre nøgler til nærvær og venlighed i skolen

Den første og væsentlige nøgle er, at du selv er en model på nærvær og venlighed. For eksempel i kvaliteten af den opmærksomhed du bringer ind i interaktioner med børn. Børn er særligt opmærksomme, og de aflæser, om du er opmærksom på dem. Ved at være model i din adfærd med børn, viser du dem, hvordan det er at blive set og hørt og at være medfølende med andre.

Den anden nøgle er opmærksomhed med for eksempel mindful lytning. Mindful lytning består i at lærer eller en elev ringer med en klokke, som alle lytter til indtil lyden slutter. Denne praksis giver eleven ro indeni og samler opmærksomheden. Det giver nærvær i nuet med åbenhed for læring.

Den tredje nøgle er at hjælpe eleverne med at reflektere over følelser, som undertiden kan være overvældende. At tale om følelser kan ændre elevernes forhold til dem. Når et barn falder til ro, kan du reflektere over følelsen sammen med barnet. Hvilken del af kroppen følte sig vred, glad eller ked af det? Du kan lære børn at fremme en venlig holdning til sig selv og at finde glæden ved at være venlig og hjælpsom mod andre. Øvelserne kan også lære elever at: “Jeg kan være venlig over for mig selv, uanset hvilke følelser der kommer.”

Professor i psykologi og psykiatri og grundlægger af Healthy minds Richard Davidson om: Why emotion matters in schools: “Hjernekredsløbene vigtige er vigtige for kognitiv læring – så hvis eleven er nervøs, stresset eller følelsesmæssigt ude af balance, har dette skadelige virkninger på kredsløbet for andre former for læring.”

Inspirationskilder

Nærvær og venlighed i skolen er særligt inspireret af Mindful School, en NGO organisation der underviser lærere i at bruge mindfulness i deres praksis og undervise eleverne i mindfulness. Klik ind og surf rundt på deres informationssider, forskning, onlinekurser og inspiration til meditationer og øvelser til dig selv og eleverne.

Susan Flook med kindness og Susan Kaiser Greenland med Inner Kids er kilder til mindfulness og kindness med børn. Desuden er jeg optaget af hjerneprocesser med legen som redskab til inklusion af Susan Hart. Og forskning i mindfulness og hjernen. Her er Richard Davidson og  D. Siegel professor i psykiatri og grundlægger af Mindful Awareness Research Center inspirationskilder.

Nærvær i klassen

Nærvær i klassen med mindfulness medvirker til at skabe en atmosfære af fællesskab og samhørighed eleverne imellem og i gensidig relation med læreren.
Mindfulness understøtter dig i en modtagelig opmærksomhed på den didaktiske trekant: 1) eleverne, 2) undervisningsindholdet, 3) dig selv, sådan at du kan samstemme de tre med hinanden. Med den opmærksomhed styrkes din sensitivitet og afstemning. Du bliver det stabile nervesystem i klassen, hvormed du skaber tryghed og ro eleverne imellem og i relationen til dig, efterhånden som du stabiliserer din egen ro og nærvær i en hektisk hverdag.

Mindfulness og venlighed der udøves jævnligt med eleverne kan være et redskab til:

  • Koncentreret opmærksomhed og sammenhold i klassen
  • Højere grad af lydhørhed for lærerens anvisninger
  • Øget trivsel og selvværd
  • Robusthed og håndtering af svære følelser

Se en øvelse i afsnit om Nærvær og opmærksomhed i klassen

De voksnes nærvær

Nærvær og ro er basen for at være i god kontakt med dig selv og andre. Du kan som regel være til stede på en autentisk og kontaktfuld måde. Det kan mærkes i klassen. Eleverne føler sig trygge og bliver lydhøre. De kan slappe af og være opmærksomme.
For at sikre dig at du kommer ind i klassen med et stabilt og opmærksomt nærvær, kan du foretage et opmærksomhedstjek.

Opmærksomhedstjek

Jeg tager ofte et opmærksomhedstjek på vej til mindfulness lektioner med børn. Måske er min tid presset, jeg bekymrer mig over et barns adfærd i den kommende time eller rumler lidt over en tidligere samtale. Min opmærksomhed er ikke i nuet, den er optaget af tanker om et tidligere eller et kommende møde, for meget travlhed eller noget helt andet. Kroppen bliver anspændt, mit tonefald lidt skarpt og mit ansigtsudtryk sammenbidt eller fraværende.
Så trækker jeg vejret dybt ind, mærker kroppen og tillader spændingerne at slippe i udåndingen. Jeg trækker vejret dybt et par gange mere og får kontakt med fødderne i gulvet.
Med dette tjek ind er jeg til stede i nuet, mine sanserer åbne, og jeg er klar til at engagere mig i børnene, og det vi skal sammen. Med den åbenhed er jeg også opmærksom på, hvad der foregår i børnene. Jeg ser signaler, hører lyde og fornemmer stemninger. Det betyder, at jeg kan følge børnenes signaler og dermed forebygge eller hurtigt bremse uro og træde hjælpende til.

Opstår der en situation under lektionen, hvor et barn bliver forstyrrende eller ofte afbryder undervisningen, bemærker jeg måske en følelse af irritation og mit behov for at barnet følger med. (Den opmærksomhed er et signal til mig om at justere mit ansigtsudtryk, tonefald og kontakt med barnet eller børnene i forhold til situationen). Samtidig aflæser jeg, hvilket behov, der ligger bag adfærden, og finder ud af, hvordan jeg kan hjælpe. Dermed undgår jeg at bebrejde og kritisere, så vi kan bevare relationen intakt. Barnet får mere ud af undervisningen og samarbejder gerne om at løse problemet. I de lektioner, hvor jeg må bruge den opmærksomhed flere gange, giver jeg lidt køb på programmet. Sker det ofte, ændrer jeg min praksis og tager højde for det i planlægningen. Det kan være ved at flytte rundt på nogle børn, tale med dem om indholdet, prøve at få det til at give mening, eller jeg planlægger nogle lektioner, hvor bestemte børn danner par.

Eksempel fra min praksis med mindfulness:

Victor er en almindelig og kvik 5årig dreng med et overbelastet nervesystem. Han er social og vellidt men går hurtigt i alarmberedskab, hvilket giver ham lidt uro og problemer med koncentrationen. Victor deltager med glæde på mit mindfulnesshold, der også indeholder leg. Men han reagerer hurtigt og impulsivt, når det bliver svært.
En måde at forebygge nogle problemer er at rose og fremhæve den adfærd, jeg vil have mere af. Så når Victor viser en venlig handling over for en kammerat eller går hen på yogamåtten og sætter sig, når jeg beder om det, får han positiv opmærksomhed. Når den 5årige råber højt og med hele sit kropssprog udtrykker frustration over noget, der ikke lykkes, siger jeg: ”Victor, det forstyrrer de andre”. Samtidig er jeg klar over, at Victor er usikker på sig selv, han giver hurtigt op, og synes ikke at han kan, når koncentrationen svigter.
Gør jeg ikke noget hurtigt, forværres situationen. Jeg har derfor nogle valg afhængig af børnegruppens reaktioner: 1. Roligt runde legen af og tilbyde en ny leg som jeg har gode erfaringer med i forhold til Victor. Det kan for eksempel være en populær vejrtrækningsøvelse, (Varm chokolade øvelsen i video længere fremme) eller en let yogaøvelse. 2. Venligt tilbyde ham at vi kan hjælpes ad. Eller 3. Give ham en opgave i legen, han kan klare. De to sidste giver mulighed for at afslutte med en succesoplevelse og motivation til at prøve igen næste gang.

Nærvær i klassen

Nærvær i klassen er også klasseledelse. I klassen kan en klog respons være at få øjenkontakt med barnet, sende et nik eller et smil og (måske) sige: ”Jeg kan se, at du er urolig. Jeg kommer hen til dig senere. Eller du kan gå (diskret) hen til Ella og lægge en hånd på skulderen, måske spørge til, hvad der gør hende urolig, om der er noget i vejen? Det virker beroligende, hun er blevet set og dine signaler gør hende tryg. Dette skal foregå med god timing – altså før situationen eskalerer, og det kræver, at du er opmærksom på elevernes signaler, mens du underviser.

Måske er uroen et udtryk for, at hun har brug for en anden type opgave. Hvis det er tilfældet, kan det være klogt at have nogle opgaver i baghånden, du kan bruge i de situationer. Måske er det et udtryk for, at en pause kunne være en hjælp både for den urolige og andre i klassen. Her må du finde din fleksibilitet og et sted i din forberedelse, hvor du kan lægge en kort pause ind. Sjove eller rolige hjernepauser løfter stemningen og energien i klassen og hjælper til at vække koncentrationen.

Jeg forener mindfulness og leg, fordi legen udløser dopamin og serotonin der giver et energiboost. Samtidig vækker dopamin belønningssystemet i hjernen og medvirker til at skabe en positiv oplevelse i forbindelse med læringssituationen.

En anden måde at håndtere gentagen forstyrrende adfærd kan være med et venligt tonefald og kropssprog at tage en snak med barnet om adfærden under to øjne. En samtale hvor du spørger ind, viser interesse og holder dig åben for, hvad barnet oplever. Involver eleven i dit (og kammeraternes) behov for at han/hun finder en mindre forstyrrende måde at løse sit problem, og spørg til hvad du kan gøre henholdsvis eleven kan gøre anderledes, eller kom med forslag og spørg til elevens egne forslag.

Øvelse: I en 4 klasse, hvor jeg har afholdt en mindfulnessworkshop i klassen, bruger de nu en kombineret opmærksomheds- og venlighedsøvelse, når timen starter: Tag nogle dybe ind- og udåndinger 3 – 5 gange. Sig for dig selv en eller flere af følgende venlige sætninger som føles godt i dig for dig: Må det være en god dag, må jeg være glad, må jeg være modig, må jeg føle mig afholdt, må jeg have det sjovt. Eller: Jeg er modig, jeg er stærk, jeg kan godt, jeg har gode venner.

For lærere giver den korte praksis med eleverne flere gange i løbet af skoledagen mulighed for at holde pause og være fuldt til stede i sig selv med nærhed og med det der sker i øjeblikket. Se også udtalelse fra lærer her.

Jeg har en ny bog i støbeskeen (sommer 2019) om mindfulness i klassen med tekster og øvelser til opmærksomt nærvær og venlighed for børn og voksne.

Dit personlige nærvær og afstemning

Den måde du responderer på en elev, påvirker også de andre i klassen. Skælder du en elev ud, mærker nogle af de andre også følelsen af at blive skældt ud. Når du afstemmer dig, og møder elever med interesse og forståelse for det de oplever måske med humor, smil og venlighed, vil de slappe af og være til stede. Skæld ud og udtryk af frustration fastholder børn i en følelse af utryghed og af at være forkert eller at føle sig uretfærdigt behandlet. At læreren alligevel ikke forstår noget som helst.

Se artikel om Forskning i relationers betydning for læring

Se workshop og kursus i Nærvær med mindfulness i klassen:

Her er et link til en video, hvor jeg forklarer om mindfulness ud fra to søjler med dit nærvær og elevernes nærvær. Den afsluttes med demo af Varm chokolade vejrtrækning, som kan bruges af alle aldre.