identitetstab bag stress og angst – at lytte til din sjæls kald

Identitetstab som ligger bag stress og angst i voksenlivet sker ofte tidligt i livet.

Stress og angst er et udtryk for at vi er ude af os selv.

Identitetstab betyder, at vi mister kontakten med os selv. Dette bevirker, at når livet udfordrer os til at stå ved os selv og vi ikke kan mærke os selv, så går vi på kompromis med andres værdier og godkendelse af os, gennem det vi gør. Vi mister os selv i frygten for at blive lukket ude af fællesskabet.

Vi kan ikke tåle at blive lukket ude, så vi gør det, der skal til for at blive accepteret i familien. Det vil ofte være på bekostning af vores personlige identitet. Det vi er sat på jorden for.

Vi er sat på jorden, for at være den vi er

… at følge sjælens kald.

Jo mere du bliver bevidst om din sjæls nærvær, jo mere permanent etableret bliver du i dig selv. Du ved hvem du er og kan stå ved dig selv.

Det tager tid for barnet er erkende sig selv og det sker gennem forældrenes accept af barnets egenskaber og støtte til at tilpasse sig uden at miste sig selv. At miste sig selv er identitetstab.

Identitetstab opstår over tid, når barnet lærer at tilpasse sig familiens værdier på bekostning af barnets tryghed og egenart. Når vi ikke lærer at være i verden, som dem vi er.

I min familie var dygtighed i skolen og gode karakterer en vigtig værdi. Det jeg skulle præstere for at være god nok i deres øjne. De havde et “dygtigt barn der klarede sig godt i skolen”. Og belønningen var karakterpenge, som viste, hvor god nok jeg var.

Min identitet blev at skulle være dygtig – og lydig.
Altså ikke at være mig og finde ud af hvem jeg er og hvad der giver mig glæde og livskraft.

Det blev et enten/eller – enten dygtig og lydig med belønning eller ikke dygtig og ingen belønning, hvilket mit indre barn tolkede som ikke god nok. Ikke god nok giver frygt for at blive lukket ude af fællesskabet. Frygten overdøvede glæden ved at gå i skole. Det blev en blanding af præstationsræs og undgåelsesmanøvrer.

At blive lukket ude kan føles som en dødsdom for det lille barn

Frygten for udelukkelse lærer os, at det at tilgodese os selv betyder, at så svigter vi nogle andre. Fx hvis barnet/den unge har en drøm for sit liv, der ikke passer ind i forældrenes drøm for deres barn.
Forældrene kan føle sig svigtet og kritisere barnets valg, når det følger sin egen drøm. Eller barnet vælger at følge forældrenes drøm og svigter sig selv.

  • Hvis vennerne har brug for, at man er der og man selv har mere brug for ro til at være.
  • Hvis arbejdspladsen har brug for at man yder en ekstra indsats i en periode som så bliver hverdag.
  • Når partneren forventer, at man er som denne eller tilpasser sig den andens humør og ønsker
  • Når truslen om et blive fyret, mobning af kolleger eller leder, eller virksomhedens fallit hænger over hovedet på os, så vi står til rådighed dag og nat.
    Vi overtilpasser os og mister kontakten med os selv.
Jeg mistede kontakten med mig selv og lod frygten styre…

Da jeg fik et drømmejob som pædagogisk leder, blev min første opgave at meddele personalet, at vi skulle ændre skemaer. De ubesatte stillinger/timer skulle dækkes af personalet. Nedskæringer gjorde, at der ikke var penge til at besætte dem.
Det vækkede en enorm protest.

Da jeg var budbringer, blev jeg også den, der måtte stå til mål for protesterne. På det tidspunkt var jeg stadig afhængig af andres reaktion. Jeg ville gerne gøre dem glade og tilfredse – både for min egen skyld (for at føle mig god nok) men også af hensyn til det gode børnemiljø.

Det var en umulig opgave. Jeg hoppede på tungen for at gøre dem glade. Samtidig forlød det fra min leder, at hvis jeg ikke (også) fik indført nogle metoder, som jeg havde fået besked om efter ansættelsen, så havde hun ansat den forkerte.

Jeg kunne ikke udholde følelsen af at være forkert. Jeg skulle jo være dygtig

Jeg gik på kompromis med mit liv i stedet for at tage ansvar og omsorg for mig selv. Min identitet var så fastlåst i at være dygtig, at jeg ikke kunne mærke mig selv. Jeg kunne ikke finde ro til at lære en måde at være leder på, der kom indefra.

Jeg brugte alle mine vågne timer + en hel del af del af dem, hvor jeg skulle have sovet, til at løse opgaverne – som i skolen.
Frygten styrede mine beslutninger – det var ikke karakterpengene mere. Det var heller ikke lysten og glæden ved arbejdet.

Det var ønsket om at blive godkendt af chefen. Jeg kunne ikke stå ved mig selv, for jeg havde endnu ikke godkendt mig selv i opgaven.

Jeg hørte den indre stemme og mærkede i min krop – mit indre kompas – at jeg var på afveje. Det, jeg havde gang i, var vejen til undergang. Men jeg overhørte den.

Jeg var overbevist om, at jeg kunne rette op på det senere. Jeg ville have succes i min ydre verden – være god nok, så den indre verden måtte vente.
Et halvt år senere stod jeg grædende ude i garderoben, efter at min leder havde bøjet sig i en bølge af respekt for resultaterne. Det havde båret frugt for institutionen og hendes ry, men det havde trukket al livskraft ud af min krop og mit sind. Det blev dyre lærepenge.

Læring

Jeg lærte, at jeg mister mig selv, ved at overhøre min indre vejledning og sparke mig selv til hjørne.
Jeg lærte at min frygt for at være forkert = ikke dygtig og dermed ikke et værdifuldt medlem af fællesskabet, havde skabt en indre kamp.

Jeg lærte også, at det var en tendens jeg havde i forhold til mennesker, der betød noget for mig og i forhold til at få anerkendelse af min leder (karakterpenge). Mit identitetstab var, at jeg kunne stå helt ved mig selv.

Den identitet jeg havde lært i opvæksten styrede mine beslutninger, da jeg blev presset, og det gav mig stress.

Det blev et svigt af mig selv for ikke at svigte min leder, institutionen, mit ansvar for at levere. Og de gode karakterer krævede blod, sved og tårer, der drænede min livskraft.

Denne erfaring lærte mig at sige nej, til det der ikke giver mening og ja til det, der løfter min energi og min livskraft. Og at skelne hvad der er hvad.

Sjælen meddeler sig gennem dit hjerte. At være dig selv er healing af stress.