God nok mor

God nok mor er en følelse mange efterstræber og det kan være en kilde til såvel sårbarhed som styrke
Følelsen af at være en god nok mor kommer indefra.

Tvivlen på, om man er en god nok mor, kommer som regel udefra.

Vi har adgang til meget information og viden fra medierne og mange forskellige “opdragelsesretninger” og eksperter med gode råd og meninger. De sociale medier tilbyder mange billeder af “den lykkelige familie” og “de perfekte børn”, som ikke fortæller hele historien.

Det er svært ikke at sammenligne, men tror vi, de andre er bedre end os selv, kan det skabe tvivl på sig selv – og nedbrydende selvkritik. Hvad der giver den enkelte følelsen af at være en god mor er ikke, hvad de andre gør.

Det handler i virkeligheden mere om din kontakt med barnet og din indlevelse i barnets følelser og baggrund for at gøre som det gør.

Følelsen af at være god nok mor – en indre rejse

Følelsen af at være en god nok mor eller utilstrækkelig som mor stammer helt tilbage, fra vi selv var et lille barn. De overbevisninger, vi dannede dengang, om hvad der er rigtigt og forkert, hvordan vi skulle være og hvad vi skulle gøre for at være en del af vores familie. Vi lærte det gennem den måde vores forældre forstod os og var åbne for, hvem vi var. Den måde de reagerede på vores følelser og rummede vores reaktioner og måder at være på. Samt deres evne til at beskytte og tage ansvar for os.

Op til en alder af seks år fungerer vores hjerne i et relativt langsomt tempo på Theta-hjernebølgefrekvensen, hvilket er en meget ‘modtagelig’ hjernebølgetilstand. Det betyder, at vi er letpåvirkelige af alle oplevelser frem til denne alder.

Vi er også meget følsomme over for de voksnes stemninger og reaktioner; alt hvad de siger og gør, bliver opfanget gennem sanserne. Det vil sige, at det er mindre ordene, der bliver sagt og mere den mening, barnet tillægger de voksnes ansigtsudtryk, tonefald og følelsesmæssige udstråling. Derfor forstår småbørn heller ikke ironi og skældud, mens kritik tages meget bogstaveligt og indprinter sig i barnesindet.

Hvis forældre var under hårdt pres, sygdom, stress, problemer med økonomi, bolig, alkohol eller skulle kæmpe hårdt på jobbet, i de første år af vores liv, har det haft en væsentlig indflydelse på deres overskud til os. Og dermed også vores selvopfattelse.

Vores selvopfattelse dannes i de tidlige år

I Theta-hjernebølgefrekvens perioden dannes vores selvopfattelse og selvværd. De følelser der ikke blev accepteret af de vigtige voksne og hændelser, som var for svære for os at rumme blev fortrængt og kommer nu til udtryk på en “skæv” måde.

Under de forskellige oplevelser tager vi nogle ‘beslutninger’ på et underbevidst niveau, om, hvordan vi ‘bør’ være og hvad vi ‘bør’ gøre for at vigtige personer synes, vi er OK. Vi danner overbevisninger, om at vi skal være og gøre på en bestemt måde for at være en del af vores familie. Og vi lærer, hvilke følelser der er ok og hvilke følelser, vi ikke skal vise. Det skal dog være oplevelser/erfaringer, der gentager sig flere gange for at have en vedvarende effekt. Medmindre de har været traumatiske.

Når vores indre virkelighed er anderledes end de voksnes og vi ikke gør eller er som de ønsker og forventer, føler vi os forkerte. Har vi erfaringer med at blive straffet, afvist eller ignoreret, når vi gør det forkerte, overtager vi den holdning til os selv. Og som voksne fortsætter vi med at straffe os selv med indre kritik, med ikke at gøre det, vi har lyst til og ikke mærke de forbudte følelser

De overbevisninger, vi dannede tidligt i barndommen, påvirker vores måde at forholde os til såvel os selv, vores partner og børn. Det foregår i det underbevidste og styrer os herfra, så længe det er ubevidst.

Overbevisningerne bliver en form for manuskript over, hvordan vi skal være og hvad vi skal gøre, for at være en del af familien og de fællesskaber vi indgår i. I det manuskript er dele af vores sande selv ikke indskrevet. Vi kender ikke os selv og kan ikke mærke os selv.

Eksempel fra min praksis: En kvinde søgte hjælp til at finde mere ro og glæde og til at blive bedre til at sætte grænser på en god måde. Under en rejse tilbage til en alder af fem år, så hun sig selv ligge på en gang ude foran en dør, der stod på klem og hvorfra der strålede lys. Det var en lang og mørk gang uden vindue og hun turde ikke gå hen til sit værelse. Hvis hun gik ind i stuen og spurgte sine forældre om de ville tænde lyset eller følge hende derhen, var deres reaktion, at ”det var bare noget pjat”. Så stivnet af frygt lå hun på gulvet i skæret af lyset, hvor hun ofte var faldet i søvn.
Jeg spurgte nu det ”femårige pige-selv” om, hvilken overbevisning/beslutning hun tog dengang. Svaret var prompte at hun var nødt til at klare sig selv. Hun kunne ikke forvente at få hjælp. Herefter blev kvinden guidet til at mærke følelsen, der har sat sig og til at tage omsorg for sit indre barn.
Efter sessionen fortalte den voksne kvinde, at den overbevisning, hun dannede dengang, stadig styrer hende ubevidst. Hun har svært ved at tage imod tilbud om hjælp og kan ikke bede om hjælp. Selvom hendes voksenjeg ved, at hun både kan få den og at hun fortjener den, er der en spinkel stemme inden i, der ikke tror, hun fortjener det. At det ikke er muligt for hende. Hun må klare sig selv. En overbevisning hun nu er på vej til at ændre ved at blive bevidst om den og mærke følelserne bag den. Hver gang hun har “besøgt” sit indre barn, opnår hun en større følelse af frihed til at være sig selv og udtrykke sine behov.

Også traumer som overgreb, tab af en forælder eller søskende og forældres depression skaber overbevisninger om os selv og hvordan vi er nødt til at handle og være, selvom det har stået på i vores teenagetid.

Det indre barn kan heales og få mere indre frihed og styrke

Det indre barn følger med ind i voksenlivet, hvor det reagerer på alle hændelser, der vækker ubehagelige følelser. Dit barns afvisning af dig, eller din oplevelse af at barnet afviser dig, kan minde om en afvisning fra dine forældre, et bestemt familiemedlem, en lærer eller pædagog. Afvisningen vækker den følelse, du havde den gang og kan give en af utilstrækkelighed eller af ikke at være elsket. Din partners måde at være på, vækker minder på godt og ondt, bevidst og ubevidst. Og du reagerer på den følelse, det vækker i dig. Altså ikke på det de gør og siger men på følelsen.

Det giver derfor mening, at tage en indre rejse tilbage til din tidlige barndom og se på dit liv med de øjne, dit indre barn havde engang. Det giver dyb lettelse og indre frihed i dig. Samtidig kan du ændre nogle reaktionsmønstre, du selv er ked af eller ikke helt forstår. Du kan kommunikere dine ønsker og behov på en klar og direkte måde uden at nedgøre, overbeskytte eller indirekte kritisere barnet. Det er altså en win-win situation for dig og din familie.

Se også metoder med eksempler fra min praksis

Barnets identitet dannes tidligt

Ligesom du lærte af dine forældres og andre vigtige voksnes adfærd og reaktioner på dig, lærer dit barn det samme. Dit barns oplevelse af, hvad der er ok, hvordan det skal være og hvad det skal gøre for at føle sig accepteret. Det er vigtigt at skelne mellem adfærd og karaktertræk. Ikke al adfærd er acceptabel, men du må accepterer dit barns måde at være på og adskille dine behov fra dit barns behov. de er ikke altid de samme.

Barnets identitet dannes i familien. Det har brug for, at du dels accepterer barnet som det er og dels er tydelig omkring dine følelser. Det betyder, du kan sige, at du er vred, når du er det og ked af det eller bange, når du er det. På den måde lærer barnet at forstå og acceptere sine egne følelser.

Du skal tænke på, at barnet mærker og aflæser dig og dine følelser klart og tydeligt. Men det forstår ikke, hvad det betyder, hvis du ikke siger det. Fx et barn der løber væk fra sin far ude på fortorvet. Barnet er i sin egen verden og synes det er sjovt. Det forstår ikke, at far råber højt. Viser far forståelse for, at barnet morer sig og samtidig fortæller, at han blev bange for at barnet ville blive kørt over, så forstår barnet både sig selv og far.

De umødte behov

Når vores forældre ikke forstod eller ikke formåede at møde vores behov for kærlighed, nærhed, beskyttelse og hjælp til at forstå os selv og vores følelser, har vi tendens til heller ikke at forstå dem og tilgodese dem selv.

Vi indeholder et såret indre barn, der udvikler forskellige selver. Det kan være et indre kritiker-selv, der irettesætter, bebrejder, skælder ud. Det kan være et indre dommer-selv, der holder øje med, at de andre opfører sig ordentligt. Eller det kan være et skadet selv, der har været udsat for traumer.

Vi prøver at dæmpe dybere længsler med alkohol eller narkotika, ved promiskuitet, spil, overforbrug. Ved at over-spise, at være arbejdsnarkoman eller selvskadende og på andre måder at undgå at mærke de reelle og dybere behov, vi har. Behov, som vi ikke tillader os selv at mærke og har svært ved at tro på, kan blive tilstrækkeligt opfyldt.

Har du brug for at få helet dit indre barn eller berolige en ødelæggende indre kritiker. Kontakt mig på 22 80 05 38 for en uforpligtende samtale. Krop- og psykoterapi