God nok forælder

God nok forælder er en følelse mange efterstræber og det kan være en kilde til såvel sårbarhed som styrke
Følelsen af at være en god nok forælder kommer indefra.

Tvivlen på, om man er en god nok forælder, kommer som regel udefra. Det vil sige fra sammenligninger med andre og når vores egen indre fornemmelse bliver sat til side for autoriteternes udsagn.

Vi har adgang til meget information og viden fra medierne og mange forskellige “opdragelsesretninger” og eksperter med gode råd og meninger. De sociale medier tilbyder billeder af “den lykkelige familie” og “de perfekte børn”, som ikke fortæller hele historien.

Det er svært ikke at sammenligne, men tror vi, de andre er bedre end os selv, eller har svarerne, kan det vække tvivlen på os selv.  Det kan skabe nedbrydende selvkritik og give følelsen af utilstrækkelighed.

Eller når vi ikke aner vores levende rådm hvis barnet er sygt, ikke trives på institutionen, har svært ved at få venner eller ikke vil i skole eller opfører sig uforståeligt.

Når vores forældre ikke forstod eller ikke formåede at møde vores behov for kærlighed, nærhed, beskyttelse og hjælp til at forstå os selv og vores følelser, har vi tendens til heller ikke at forstå dem og tilgodese dem selv.

Forælder med et et åbent hjerte

At være forælder med et åbent hjerte giver indre fred til at mærke at du allerede er en god nok forælder. Det kan beskrives som at være dig selv med kærlig accept af alt, hvad du er. Det er essentielt at finde ind til det sande menneske i dig – de behov, der presser sig på – de mønstre, der skaber indre uro

Kan du støtte og berolige dig selv i svære øjeblikke, fx når du ikke kan klare noget, du gerne vil?

Kan du stoppe op og give dig selv omsorg, når tanker om at tingene burde være anderledes fylder? Eller du synes, at du burde kunne klare mere, end du gør?

Kan du trøste dig selv, når følelser af ikke at være god nok, ikke altid at leve op til dine idealer, rammer dig? Når håbløshed, frygt, skyld, afmagt eller bekymring fylder over længere tid?

Selvmedfølelse åbner hjertet

Selvmedfølelse giver mere overskud og evne til at håndtere livets modgang end at presse og bebrejde sig selv. Du kan let komme til at presse dig selv for hårdt, gøre for meget eller prøve for længe.

Med et åbent hjerte – altså fuld accept af dig selv og dine følelser – kan du lytte intenst til barnets signaler og indleve dig i barnets følelser og baggrund for, at gøre som det gør.

 

Mindful pause – Foælderliv med et åbent hjerte er en Facebookgruppe med korte og længere pauser til at:

  • Få pauser til nærvær og indre fred i hverdagen
  • Få mere ro i krop, følelser og tankemylder
  • Indgå i processer til kærlig selvomsorg
  • Berolige og tage omsorg for dig selv når det er svært at være dig
  • Slippe hverdagsstress for at åbne hjertet og være mere dig selv
  • Håndtere dine følelser og sårbarheder afslappet, når de bliver aktiveret
  • Rumme at du ikke er perfekt og vide, at du er den HELT RIGTIGE FORÆLDER til dit barn

Følelsen af at være god nok forælder – en indre rejse

Følelsen af at være en god nok forælder – eller utilstrækkelig – stammer helt tilbage, fra vi selv var børn. De overbevisninger, vi dannede dengang, om hvad der er rigtigt og forkert, hvordan vi skulle være og hvad vi skulle gøre for at være en del af vores familie.

Barnets identitet dannes i familien. Det har brug for, at vi dels accepterer barnet som det er og dels er tydelig omkring vores følelser. Det betyder, du kan sige, at du er vred, når du er det og ked af det eller bange, når du er det. På den måde lærer barnet at forstå og acceptere sine egne følelser.

Børn mærker og aflæser os og vores følelser klart og tydeligt. Men det forstår ikke, hvad det betyder, hvis du ikke siger det. Fx et barn der løber væk fra sin far ude på fortorvet. Barnet er i sin egen verden og synes det er sjovt. Det forstår ikke, at far råber højt. Viser far bagefter forståelse for, at barnet morede sig og samtidig fortæller, at han blev bange for, at barnet ville blive kørt over, så forstår barnet både sig selv og far. Efterhånden lærer barnet at lytte, når der bliver kaldt.

Vi lærte at forstå og acceptere os selv og vores følelser, gennem den måde vores forældre forstod os og var åbne for, hvem vi var. Den måde de reagerede på vores følelser og rummede vores reaktioner og måder at være på. Samt deres evne til at beskytte og tage ansvar for os.

Op til en alder af seks år fungerer vores hjerne i et relativt langsomt tempo på Theta-hjernebølgefrekvensen, hvilket er en meget ‘modtagelig’ hjernebølgetilstand. Det betyder, at vi er letpåvirkelige af alle oplevelser frem til denne alder.

Børns antenner er stærke

Børn er meget følsomme over for de voksnes stemninger og reaktioner; alt hvad de siger og gør, bliver opfanget gennem sanserne. Det vil sige, at det er mindre ordene, der bliver sagt og mere den mening, barnet tillægger de voksnes ansigtsudtryk, tonefald og følelsesmæssige udstråling. Derfor forstår småbørn heller ikke ironi og skældud, mens kritik tages meget bogstaveligt og indprinter sig i barnesindet.

Hvis vores forældre var under hårdt pres, sygdom, stress, depression, problemer med økonomi, bolig, alkohol eller skulle kæmpe hårdt på jobbet, i de første år af vores liv, har det haft en væsentlig indflydelse på deres overskud til os. Og dermed også vores selvopfattelse.

Vores selvopfattelse dannes i de tidlige år

I Theta-hjernebølgefrekvens perioden dannes vores selvopfattelse og selvværd. De følelser der ikke blev accepteret af de vigtige voksne og hændelser, som var for svære for os at rumme blev fortrængt og kommer til udtryk på en “skæv” måde.

Under de forskellige oplevelser tager vi nogle ‘beslutninger’ på et underbevidst niveau, om, hvordan vi ‘bør’ være og hvad vi ‘bør’ gøre for at vigtige personer synes, vi er OK. Vi danner overbevisninger om, at vi skal være og gøre på en bestemt måde for at være en del af vores familie.

Vi lærer, hvilke følelser der er ok og hvilke følelser, vi ikke skal vise. Det skal dog være oplevelser/erfaringer, der gentager sig flere gange for at have en vedvarende effekt. Medmindre de har været traumatiske.

Forskel på vores egen og de voksnes oplevelse af virkelighed

Når vores indre virkelighed som barn er anderledes end de voksnes og vi ikke gør eller er, som de ønsker og forventer, føler vi os forkerte. Har vi erfaringer med at blive straffet, afvist eller ignoreret, når vi gør det forkerte, overtager vi den indstilling. Oplevelser med at bestemte følelser ikke toleres, måske direkte afvises eller ignoreres.

Som voksne fortsætter vi med at afvise bestemte følelser og væremåder og straffer os selv med selvkritik. Der er ting vi ikke gør, for ikke at risikere at blive kritiseret, og følelser vi ikke mærker for at undgå afvisning.

De overbevisninger, vi dannede tidligt i barndommen, påvirker vores måde at forholde os til såvel os selv, vores partner og børn. Det foregår i det underbevidste og styrer os herfra, så længe det er ubevidst.

Overbevisningerne bliver en form for manuskript over, hvordan vi skal være. Hvad vi skal gøre, for at være en del af familien og de fællesskaber vi indgår i. I det manuskript er dele af vores sande selv ikke indskrevet. Vi kender ikke os selv og kan ikke mærke os selv.

Er du bekvem i alle dine følelser?

Børn reagerer automatisk og naturligt på dine følelser og signaler. Også dem du ikke er bevidst om – eller tror du skjuler. Børn udfordrer dine grænser, rækker ud efter din kærlighed og træder intetanende på dine ømme tæer.

Børn har en fantastisk evne til at træde på ømme punkter og helt naturligt gøre og sige det, der falder dem ind. Det vi måske selv blev kritiseret for, afvist eller fik korrigeret for. Nogle dage kan vi rumme det og andre dage er det bare for meget. Når vi er pressede eller trætte over længerer tid, vækker det irritation. Eller vi korrekser automatisk barnet for at gøre noget forkert, uden at bemærke at lyset bliver slukket i barnets øjne. Uden at bemærke at barnet bider tænderne sammen og ikke føler sig lyttet til eller forstået.

Kan du tillade dig selv at mærke og vise dine følelser uden at reagere automatisk på dem? Er du ok med at blive såret, vred og ked af det og vise det på en afbalanceret måde, som ikke vækker skyld? Kan du sige “undskyld”, når du har overreageret? Eller kan du stoppe dig selv før det sker?

Børn har ikke brug for at du ALTID sætter dig selv og dine behov til side. De har brug for en åben og ærlig voksen der spejler dem, så de kan udvikle selvstændighed og en væren sig selv – uden at være sig selv nok, vant til at andre opfylder alle deres behov.

Når vi kan acceptere alle vores følelser, kan vi udtrykke os fra et mere autentisk sted i os selv.

Accept af alle følelser giver indre fred. Vi kan stå ved os selv, som dem vi er og handle mere frit. Vi kan rumme vores børns følelser og reaktioner

Det indre sårede barn kan heales

Det indre barn følger med ind i voksenlivet, hvor det reagerer på alle hændelser, der vækker ubehagelige følelser. Dit barns afvisning af dig, eller din oplevelse af at barnet afviser dig, kan minde om tidligere afvisninger. Afvisningen vækker den følelse, du havde den gang og kan give en af utilstrækkelighed eller af ikke at være elsket. Din partners måde at være på, vækker minder på godt og ondt, bevidst og ubevidst. Og du reagerer på den følelse, det vækker i dig. Altså ikke på det de gør og siger men på følelsen.

Det giver derfor mening, at tage en indre rejse tilbage til din tidlige barndom og se på dit liv med de øjne, dit indre barn havde engang. Det giver dyb lettelse og indre frihed i dig. Samtidig kan du ændre nogle reaktionsmønstre, du selv er ked af eller ikke helt forstår. Du kan kommunikere dine ønsker og behov på en klar og direkte måde uden at nedgøre, overbeskytte eller indirekte kritisere barnet. Det er altså en win-win situation for dig og din familie.

Eksempel fra min praksis:

En kvinde søgte hjælp til at finde mere ro og glæde og til at blive bedre til at sætte grænser på en god måde. Under en rejse tilbage til en alder af fem år, så hun sig selv ligge på en gang ude foran en dør, der stod på klem og hvorfra der strålede lys. Det var en lang og mørk gang uden vindue og hun turde ikke gå hen til sit værelse. Hvis hun gik ind i stuen og spurgte sine forældre om de ville tænde lyset eller følge hende derhen, var deres reaktion, at ”det var bare noget pjat”. Så stivnet af frygt lå hun på gulvet i skæret af lyset, hvor hun ofte var faldet i søvn.
Jeg spurgte nu det ”femårige pige-selv” om, hvilken overbevisning/beslutning hun tog dengang. Svaret var prompte at hun var nødt til at klare sig selv. Hun kunne ikke forvente at få hjælp. Herefter blev kvinden guidet til at mærke følelsen, der har sat sig og til at tage omsorg for sit indre barn.

Efter sessionen fortalte den voksne kvinde, at den overbevisning, hun dannede dengang, stadig styrer hende ubevidst. Hun har svært ved at tage imod tilbud om hjælp og kan ikke bede om hjælp. Selvom hendes voksenjeg ved, at hun både kan få den og at hun fortjener den, er der en spinkel stemme inden i, der ikke tror, hun fortjener det. At det ikke er muligt for hende. Hun må klare sig selv. En overbevisning hun nu er på vej til at ændre ved at blive bevidst om den og mærke følelserne bag den. Hver gang hun har “besøgt” sit indre barn, opnår hun en større følelse af frihed til at være sig selv og udtrykke sine behov.