Undervisning med nærvær i hjertet

Undervisning med nærvær i hjertet giver dig kontakt med din styrke og ro.

Bevidst nærvær

Bevidst nærvær er at være opmærksom på din egen og børnenes tilstand. Dit bevidste nærvær kan transmittere ro og klarhed mens du underviser. Din udstråling fra krop, tonefald og måden du trækker vejret, virker som transmittere.
Nærvær er at være afslappet til stede i dig selv samtidig med at du er opmærksom på omgivelserne. Opmærksomheden er ude og inde på en gang. Det medfører, at du kommer ind i en tilstand af vågen klarhed.
Når du indstiller dig på den opmærksomhedstilstand, løftes du op på hjerteplanet, hvor du ikke er påvirket af emotioner.

Opmærksomhed indad og udad. Øvelse fra bogen Mindfulness i klassen:

Vælg en aktivitet, mens du underviser, hvor du vil prøve at observere din vejrtrækning før, under og efter den valgte aktivitet. Fx mens eleverne arbejder selvstændigt eller, hvis du kan, i selve undervisningen.
Bemærk, om nogle interaktioner med eleverne er forbundet med afslappet vejrtrækning (ned i maven – ro og nærvær) eller med en overfladisk kortere og hurtigere vejrtrækning, hvor åndedrættet kun når ned i brystkassen (en stresset vejrtrækning).
Bemærk, hvornår i løbet af dagen dit åndedræt føles mest naturligt og beroligende. Hvor er du og hvad foretager du dig? Bemærk eventuelt også om du er mere afslappet og til stede i nogle elevgrupper end i andre. Der hvor du føler dig mindre rolig kan du med lidt øvelse bruge åndedrættet til at berolige dig selv og eleverne. Nederst er en øvelse til at træne din opmærksomhed til at skifte fokus indad og udad.

 

Måske er Facebookgruppen Mindful Pause interessant for dig.

Urolige/kaotiske elever

Elever/studerende kan ikke høre og se klart, når det indre er i kaos. De kan ikke se, hvor der brug for en indsats, har svært ved at prioritere og finde ro til at lytte og lære.
Nogle elever har det sådan, når de kommer om morgenen eller fra frikvarteret. Nogle har det sådan nogle dage, af og til eller nærmest hele tiden. Din ro, og når muligt lidt fælles åndedræt, påvirker klassens nervesystem og giver elever/studerende ro og tryghed til at være til stede med åbne sanser i undervisningen.

At være stille sammen med eleverne/de studerende fx via en kort mindfulnessøvelse, hvor I er stille i et minut, transmitterer ro mellem alle. En ro der kan styrke fællesskabsfølelsen.

Det er svært ikke at være i mental eller fysisk aktivitet, særligt i en hverdag med mange input man ikke selv har indflydelse på. Derfor kan det kræve en del træning og oplevelse af mening at skrue ned for tempoet og være stille.

Du kan starte med at lære dem en vejrtrækningsøvelse eller give dem en visualisering. Så kan fokus være her, indtil det bliver mere naturligt bare at være stille sammen en stund. At eleverne giver hinanden rygmassage mens de sidder på stolen, med 2-5 minutter i stilhed kan også være en måde at skabe hjerteenergi.

3 minuttersøvelse til en god start på lektionen. En lærer med en følsom 5 klasse bruger denne øvelse som overgang fra hjem til skole og frikvarter til undervisning: Træk vejret dybt et par gange. Tænk på en du holder af og forestil dig, at du sender personen et kram eller en venlig tanke. Træk vejret og vend tilbage til nu. ( I bogen er der øvelser til voksne og børn fra 6 – 9 år)

Når I trækker vejret sammen, stilnes frygt og fordomme for en stund

Hjertet har en tæt kommunikation med hjernen om din fysiske og psykiske tilstand. Dette indbærer også din hjerterytme som påvirkes af din tilstand af ro eller uro. Vejrtrækningen påvirker hjerterytmen og en hjerterytme i harmoni er kohærent. Hjertekohærens kan skabe social kohærens.

Lykkes det at være i stilhed med opmærksomheden i åndedrættet, er I til stede i nuet og her kommer I naturligt ind i hjertet. Vibrationen mellem jer begynder at kommer i harmoni og svinge på en højere frekvens. Du får måske brug for tålmodig vedholdenhed i denne sag.

Øvelserne vil også styrke dig i undervisning med nærvær i hjertet. Hvert øjeblik, du er i nuet, bringer mere nærvær og hjerteenergi ind i dig og eleverne

Øvelse der støtter din undervisning med nærvær i hjertet

Opmærksomhed der støtter dit fokus indad og udad i undervisningen: Sid med åbne eller lukkede øjne alt efter, hvad der passer dig bedst. Giv dig selv 100% opmærksomhed. Gør det på den måde, at du hele tiden fornemmer dit eget åndedræt. Når du har opnået det, så slip igen. Giv nu 100 % opmærksomhed til din genstand fx flammen på et stearinlys. Når du har opnået det, så giv slip og skift igen tilbage på dig selv. Bliv ved med at skifte fokus for din totale opmærksomhed på den måde flere gange i et par minutter. Skiftevis ude og inde.
Nu giver du dig selv lov til på en gang at have opmærksomheden inde i åndedrættet og ude på din genstand. 50% hvert sted. Det er vigtigt du ikke anstrenger dig. Være helt åben og afslappet. Sid på denne måde og være blot vidne til, hvad der sker, når du går ind i denne form for bevidsthed. Hvis dine tanker tager dig væk fra øvelsen, så kom blidt tilbage uden tvang. Sid i denne atmosfære i 5 – 10 minutter. Oplev hvordan det føles.

Denne øvelse styrker også din intuition, indføling og indre nærvær. Læs om Krestine

Læs også Hold pauser