Nærvær i relationer styrker kvaliteten af samvær og følelse af forbundethed.

Opmærksomt nærvær er det bedste, du kan give til andre mennesker. Vi har brug for at blive set og at have betydning for andre. Måske kender du fornemmelsen af at blive set af en anden? Hvis du kender det, har du oplevet at blive lyttet til og forstået på et dybere plan; at den anden var oprigtigt til stede? Nogle gange handler det blot om øjenkontakt, at åbne en dør og holde den for en anden, at sige tak.

Nærvær skaber tryghed og tillid. Vi kan bedre give os selv lov til at være åbne og vise hvem vi er, når vi mærker den andens nærvær.

Læs om Nærvær i børnefamilien

Nærvær i relationer med børn

Dit nærvær skaber tryghed og tillid i børn. De kan mærke dig, og det er hvad de har brug for. Børn higer efter at blive set rigtigt – at mærke de voksne. Når de siger se mig, er det ikke for at få ros for deres præstation men for at blive bekræftet i at være til. Du behøver ikke at sige så meget. Nogle gange er øjenkontakt, smil og en imødekommende attitude bedre end ord.

Måske har du prøvet at sidde i et offentligt transportmiddel eller gået i en forretning, hvor du får øjenkontakt med et barn, måske sendt et smil og fået et tilbage. Sådan en lille oplevelse af fuldt nærvær kan åbne hjertet og det giver barnet en god følelse i kroppen.

Nærvær i relation til dig selv

Dit personlige nærvær styrker også kvaliteten af din kærlighed til dig selv og tænder lys i dit hjerte. Personligt nærvær er god egenomsorg og giver dig kontakt med kroppen, intuitionen og dit sande selv. Med den kontakt kan du mærke dine virkelige behov upåvirket af reklamer, af hvad andre har eller gør og duften af noget lækkert hos bageren.

Du mærker din krop og kan observere dine tanker og emotioner bevidst, så du ikke lader dig styre ubevidst af de forbigående tanker og følelser. Det giver ro i sindet og fremmer dine relationer til andre.

Dit nærvær i relation til dig selv fremmer kærlighed og åbner hjertet, som en blomst der folder sig ud.

Et åbent hjerte indeholder følelsen af samhørighed, fællesskab, åbenhed, glæde og lethed.

Et åbent hjerte er mod, tillid, klarhed, meningsfylde, legende, vitalitet, mildhed og storhed.

Et åbent hjerte er modvægt til en indre kritiker/dommer, depression, tristhed og stress.