Brug din intuition til bevidste valg

Intuition er en god makker i hverdagen

For ca 15 – 20 år siden (i 00`erne) rådgav og underviste jeg ledere og direktører fra forskellige typer virksomheder i meditation. De brugte meditation til at få ro og overblik i en hektisk hverdag og til at lytte til deres intuition for at tage gode beslutninger på såvel jobbet som i familien.

Senere, da jeg selv blev leder i en daginstitution, blev det tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at lytte opmærksomt til intuitionen på rigtig mange områder. Den hjalp mig til at opdage problemer, før de eskalerede, og gjorde opmærksom på, når jeg skulle tage en uopfordret snak med en medarbejder.

Den var med, når jeg skulle løse konflikter, som jeg havde gode redskaber til, men de kan sjældent stå alene. Redskaber er ikke bedre end den person, der bruger dem. De skal tilpasses præcis den aktuelle situation, og de mennesker der er involveret. Intuitionen viste vejen til at løse de udfordringer og opgaver jeg stødte på.

Intuition viser vejen

Intuitivt vidste jeg, at tiden var inde til at jeg skulle stoppe som leder, meget længe før jeg handlede på det. Jeg lyttede først, da kroppen stod af. Det gjorde den, fordi jeg var det helt rigtige sted i nogle år men på et tidspunkt var det ikke rigtigt mere. Lige der handlede jeg ikke på det, min intuition fortalte mig. Jeg overhørte den, fordi jeg syntes ikke, jeg var klar – og jeg blev syg.

Så hvad kan hindre dig og mig i at bruge intuitionen, når det er så let?

For mig er en del af svaret:
At opdage vanetænkning og automatiske reaktioner, så jeg kan stoppe dem
Ro i tanker og følelser
At slippe kontrollen og bare være

Taknemmelighed og glæde er det, jeg mærker, når jeg lytter til min intuition

Intuitionen er hos dig hele tiden. Din eneste opgave i den forbindelse er at stoppe og lytte. Men det kan være, du har behov for at rense lidt ud i det, der forstyrrer eller at få nogle redskaber til at lytte efter og stole på den.
Når intuitionen taler, vil du altid have en fornemmelse af mening og vished om at et svar er sandt – også selvom det ikke er, hvad du forventer eller håber på.

Intuitiv viden er sjældent noget med trommer og trompeter eller flag, der vejrer i lutter solskin. Det er en stille indre vished. Nogle oplever det som en følelse i hjertet, andre kan mærke det i maven, og nogle rækker bare “sugerøret” op i det højeste og får svar der. Vores adgang og vej er forskellig.

Hvordan får du kontakt med din intuition?

For de fleste er intuitionen stærkest tidligt om morgenen i mellemrummet mellem søvn og vågen og lige efter en meditation.

Meditation og indre stilhed forbinder dig med helheden i dig selv og fornemmelsen af samhørighed med andre.

For nogle kan det at tegne/male, at skrive, opholde sig i naturen og udøve eller lytte til musik være metoden til at lytte indad. Lyt også til kroppens signaler for den ved intuitivt, hvad der er sandt for dig.

Øvelse: Den indisk-amerikanske læge og spirituelle forfatter Deepak Chopra beskriver denne simple øvelse i sin lille bog “7 spirituelle love for succes“:

Stil dig selv et spørgsmål, du ønsker svar på; føles det godt i kroppen er svaret ja, føles det anspændt eller ubehageligt i kroppen, er svaret nej.

Stil så spørgsmålet: Vil dette være til gavn for mig og helheden? Dit hjerte kender omgående svaret.

Eksempel fra min praksis:

En kvinde stod i et svært valg omkring at indgå i et forhold, på baggrund af en frygt for at blive forladt – igen. Hun bad om psykospirituel coaching for at finde svaret. Efter den indledende samtale prøvede vi ovenstående øvelse sammen. Den startede med at tune opmærksomheden ind i nuet ved at trække vejret og mærke kroppen. Så stillede jeg hendes spørgsmål højt og hun gentog det for sig selv. Kvinden var ikke i tvivl. Svaret var JA. Vi fortsatte til det næste spørgsmål, hvor hun lagde hånden på hjerteområdet og svaret var igen JA. Vi talte lidt videre om baggrunden for hendes spørgsmål, før vi tog afsked. Nogle uger senere fik jeg en E-mail fra kvinden om, at tvivlen var væk og frygten for at blive forladt var mindre påtrængende. 

Kom i bedre kontakt med din intuition

For mig er intuition ikke kun at lytte til de små hints, jeg får i løbet af en dag. Den har haft stor betydning i mit arbejde med børn og mit samspil og ledelse/undervisning af andre. Når jeg lytter til intuitionen, er mit nærvær i hjertet – mit sande selv. Jeg er autentisk og nærværende.

Se også min bog Intuitionshåndbog for innovative ledere. Bogen er skrevet til ledere, fordi det var dem, jeg arbejdede med, men den er fyldt med øvelser og vejledning til at stole på sin intuition og blive mere sig selv. Tilbagemeldingen fra læserne er, at alle, der ønsker at bruge intuition mere bevidst, kan få udbytte af den. (Bogen blev anmeldt i Børsen og Jyllandsposten)