Har du en indre kritiker?

Den indre kritiker kan være hårdhændet i sin behandling og bruger ofte udtrykket “burde” med kritiske kommentarer, om det vi burde gøre, burde have tænkt på, eller den vi burde være. Det vi ikke skulle have gjort.

Den indre kritiker kan virke invaliderende og begrænse dig i at udfolde dig selv. Når du opdager den og tager omsorg for den del af dig selv, kan du tage din livskraft tilbage og være dit autentiske selv.

Hvordan ved du, at du har en indre kritiker

Du kan kende den indre kritiker på, at at du skælder dig selv ud over noget, du mener du burde have gjort, noget du glemte, ikke kunne finde ud af. Du anklager dig selv fx at være håbløs, forvirret, dum, doven, dårlig forælder eller datter/søn.

Du tror, at du ved, hvad den anden tænker om dig, og du tager andres reaktion personligt. Fx hvis chefens reagerer med irritation, ser du det som en reaktion på noget du har gjort eller ikke har gjort – du ser ikke, at det kan handle om noget andet. Hvis andre ikke hilser, tager du det som en afvisning og tænker ikke på, at de måske ikke har set dig.

Indre kritikere kan have forskelligt fokus, alt efter hvem der har været model. Altså hvem der i din tidlige barndom overførte sin egen indre kritiker på dig.

Jeg har en indre kritiker og indpisker

Den blev overleveret af min mor. Den er tidstyran og dens mantra er, at jeg skal nå det hele, være hurtigere, være mere effektiv, huske det hele.

Tidligere kunne den være ret skarp i replikken, hvis jeg lænede mig tilbage, når jeg ”burde” arbejde hårdt, lave mad, gøre rent eller den var kritisk overfor mit udseende og mine mine evner. Den kunne også være skarp overfor andre, så jeg overførte min indre kritiker på dem.

Det gjorde den i en god mening, som min mor gjorde det dengang, med et ønske om at gøre mig stærk. Men det havde den modsatte effekt. 

Jeg har lært at stryge den med hårene og stilne dens stemme med accept og et kærligt indre smil. 

Jeg anerkender, at den i sin tid blev dannet for at beskytte mig imod at mærke min sårbarhed. Den beskyttelse har jeg ikke brug for mere og fordi jeg favner mit indre barn, favner jeg også den indre kritiker. Det gør mig på samme tid stærk og blid. 

Øvelse til at slippe kritikeren

Du kan betragte kritikeren som en tanke og sige til dig selv: det er bare en tanke. Kritikeren og dommeren kan finde på at fortælle dig, at du ikke er god nok, at du ikke er elsket, smuk, rig nok, ikke værdifuld. At du ikke kan klare opgaven og aldrig kan nå dine mål.

Der strømmer tanker igennem hovedet hele tiden og strømmen kan ikke stoppes. Men du kan skabe små pauser i strømmen og du kan give dem modvægt med kærlige tanker. Denne lille mindfulnessøvelse skaber pauser:

  1. Prøv at vende din opmærksomhed indad og observer dine tanker lige nu.
  2. Bemærk deres indhold uden at dømme dem, kommentere eller følge dem. Blot bemærk og accepter.
  3. Træk nu vejret ind i tankerne og flyt dem uden for dig selv, som om de er skyer på himlen.
  4. Vend så opmærksomheden tilbage.

Gør det nogle minutter et par gange dagligt, og hver gang du opdager, at den er på spil.

Det er også godt at give den noget kærlig modvægt. Det fremmer selvværd og beroliger kritikeren og de andre negative tanker om dig selv.

Kærlig modvægt åbner hjertet

Du kan ikke tale den indre kritiker, dommer, indpisker eller perfektionist til rette. De har pr. definition ret og vil vinde ethvert forsøg på at argumentere imod dem.

Kærlig modvægt medvirker til at bløde op for den skrappe kritiker, så den bliver blid som et lam.

Noget af det kan måske virke lidt mærkeligt eller grænseoverskridende, men det er kun i begyndelsen. Efterhånden kan du mærke, at det er sandt, og at kritikeren ikke er sandhed.

Du kan starte med stille et spørgsmål til dit sande selv som modvægt ved at spørge: Er det virkelig sandt? Som  regel vil svaret være nej, men der kan være et gran af sandhed eller en tvivl, om det nu ikke er lidt rigtigt. Den type tanker kan du ændre:

Øvelse til at åbne hjertet og øge selvværd

1. Sig dit navn til dit spejlbillede og fortsæt med at sige Jeg elsker dig mens du ser dig selv i øjnene. Gør det hver gang, du går forbi spejlet – uanset hvordan det føles.

2. Spørg familiemedlemmer, venner eller kolleger, du har et godt forhold til, om hvad de værdsætter ved dig. Du kan spørge, hvad de ser som dine styrker, bed om at sige en eller flere ting de virkelig holder af ved dig eller en styrke de har bemærket.

3. Du kan starte med at tænke på hver af de personer, der kan være mulige emner og overveje hvad du egentlig værdsætter ved dem.

Hvilken særlig styrke du ser de udviser? Fx godt lederskab, venlighed, humoristisk, let til latter, smittende glæde, hjælpsom … Det åbner dit hjerte og du skaber god energi i krop og sind. En energi der giver overskud og glæde – og mod til at spørge. (Mod, overskud og glæde er hjertekvaliteter)

4. Skriv gerne de svar du får fra andre, så du kan vende tilbage og se på det, når du har mest brug for det. Skab en følelse indeni, af at det er sandt, også selvom du ikke er helt overbevist endnu.

5. Tag omsorg for dit indre barn. Den indre kritiker er et aspekt af det indre barn. Kritikeren anerkender ikke det inde barn. Den kan opleve det som svaghed og afviser derfor at have et indre barn. Vi har alle et indre barn, der er påvirket af vores opvæksten. Det følger med dig hele dit liv og det regerer dig fra det ubevidste, indtil det bliver bevidst og du kan tage omsorg for dig selv. Samtidig heles den indre kritiker.

På et tidspunkt får du skabt nye spor i sindet, så du begynder at tro på det. Når det føles sandt, har du skabt en ny overbevisning, der giver overskud, selvværd og selvtillid.

Det kan være nyttigt at gentage det efter noget tid, for de gamle mentale vaner/overbevisninger skal have god tid til henholdsvis at slippe og forandres.

Lad glæde og kærlighed herske i dit indre

Hvis tankerne holder dig fast i perioder, kan det være godt at bryde dem helt fysisk og gøre noget godt for dig selv. Det kan være at få eller give massage, yoga, meditation, gå en tur. Giv eller bed om et kram. Det aktiverer glædeshormonet oxytocin. Du ved sikkert, hvad der giver dig ro og glæde, så husk at give det opmærksomhed.

Du kan også kontakte mig for en session med Indre barn terapi. Du kan blive klogere på, hvordan det giver sig udtryk i dig. Der kan ligge et traume bag en stærk indre kritiker, så du har brug for at hele nogle gamle sår med terapi.

Coaching og terapi foregår online. Se kontakt og priser 

Bemærk særtilbud om 3 sessioner 1500kr. marts – april